[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Det teoretiske forløb sluttes af med en skriftlig prøve. (Foto: Stig Schmidt Knudsen)



Selvom Burundi er et af de fattigste lande i verden, sender landet bidrag til African Union Mission to Somalia (AMISOM), der kæmper mod Al-Shabaab og andre militante grupper i Somalia. Soldater fra Hærens Efterretningscenter er med til at uddanne afrikanske soldater til missionen sammen med britiske soldater fra British Peace and Stabilisation Team (BPST).

BPST støtter styrker fra Uganda og Burundi i deres afsluttende uddannelse af soldater, der skal udsendes til AMISOM. Støtten omfatter alt fra uddannelse i infanterivirket til civilt og militært samarbejde (CIMIC), og det er her, de danske CIMIC-folk kommer ind i billedet. Deres opgave er, sammen med en britisk kaptajn og en sergent, at bidrage med grundlæggende CIMIC-undervisning for soldater fra Burundi, som inden for den nærmeste måned skal udsendes til Somalia.




I forbindelse med en praktisk øvelse, bliver cheferne orienteret om et møde med lokale nøglepersoner. (Foto: Stig Schmidt Knudsen)


28 elever skal undervises på fransk
Undervisningen gennemføres i Gakumbu-lejren i udkanten af Bujumbura, der er Burundis hovedstad. Hele 28 soldater er prioriteret til CIMIC-uddannelsen med en ligelig fordeling af stabsofficerer, CIMIC-officerer og befalingsmænd. Der er generelt en rigtig god stemning, og eleverne er meget engagerede og aktive.
I Burundi taler man kirundi og fransk, så de danske instruktører bliver selv øvet i anvendelsen af tolke, når de underviser.




Forhandlingsteknik: Her afprøves den imaginære cykel, der forhandles om. (Foto Stig Schmidt Knudsen)


Prisen på en cykel
Efter det teoretiske forløb skal eleverne gennem en række praktiske øvelser, hvor de eksempelvis skal planlægge og gennemføre et møde med lokale nøglepersoner og derefter analysere og bearbejde indhentede informationer, rapportere og opdatere informationsdatabasen.

Især morede eleverne sig med undervisningen i Grundlæggende Forhandlingsteknik, hvor de skulle forhandle sig frem til en pris på en cykel. Der var ikke lige en cykel til stede, og så måtte man jo lade som om.




Ugen afsluttes med en skriftlig prøve efterfulgt af en praktisk øvelse. Samtlige elever bestod prøven. (Foto: Stig Schmidt Knudsen)