[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I uge 35 besøgte Civil-militært Samarbejde og Psykologiske Operationer-kompagniet (CIMIC & PSYOPS) i 1. Military Intelligence Bataljon, Hærens Efterretningscenter det tyske Zentrum für Operative Kommunikation (ZOPKOM), der er Bundeswehrs enhed for Informations Operationer (INFOOPS). Formålet var at se, hvordan Bundeswehr har opbygget og i dag anvender deres PSYOPS.

I Tyskland opfattes CIMIC og PSYOPS mere som adskilte specialer, og det danske kompagni tog af sted for at få en helhedsforståelse, almen kompetenceudvikling og selvfølgelig for at lære de tyske kolleger bedre at kende.

Vores kompagni, den danske hærs stående og operative kapacitet indenfor CIMIC og PSYOPS, er lige nu på knap 40 mand, hvorimod ZOPKOM har næsten 950 soldater i deres enhed. ZOPKOM ligger på to kaserner i det vestlige Tyskland - i Koblenz og i Mayen, men vil til næste år blive samlet i Mayen.

ZOPKOM har, modsat den danske pendant, alle de kapaciteter, der er organisatoriske i en PSYOPS organisation: Planners, Target Audience Analysis, Production, Tactical Psyops Teams (TPT), Combat Camera Teams (CCT) med mere, og det var spændende og lærerigt at opleve ”hele pakken”.




Gennemgang af grej. (Foto: HEC)


Alle i det danske kompagni fik mange nye indtryk af vores tyske kolleger, der gjorde meget for, at vi følte os velkomne. De var også med til de sociale dele af turen, der blev klemt ind i programmet, som for eksempel en guidet rundtur i Koblenz, herunder besøg på Schloss Ehrenbreitstein og den sidste aftens middag på restaurant Weindorf.

Både på det professionelle niveau, såvel som det kammeratlige, blev grundstenen til et nyt samarbejde på tværs af grænsen lagt. Det var et spændende og lærerigt besøg, og det en enhed, som vi håber at kunne samarbejde med i fremtiden.




Kaptajn Anders overrækker en lille gave som tak til de tyske chefer. (Foto: HEC)