[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Deltagerne blev sendt på et feltkundskabsløb på cirka 6 kilometer. Undervejs skulle de løse forskellige opgaver som at lave støtteben til riflen af materialer, der kunne findes på ruten. (Foto: Søren Lindhardt)
18 finskyttehold af hver to mand konkurrerede mod hinanden til 1. Brigades Finskyttekonkurence i sidste uge. Konkurrencen varede hele ugen og foregik i skydeterrænet ved Hevringlejren.
Holdene konkurrerede i 10 discipliner, der dækkede over eksempelvis ”Sniper golf”, hvor holdene skulle ramme en golfkugle på op til 250 meters afstand, mens den hang i en 30 centimeter lang snor og dinglede i vinden, og skydning med koldt løb eller forsvar af en bygning. Til tider var målene over en kilometer væk.
Små enheder deler erfaringer
Hverdagen for Hærens finskytter foregår ved kamptrop-regimenterne eller ved Jægerkorpset, og der er op til otte finskytter, der arbejder det samme sted, men i de fleste tilfælde færre. Derfor er konkurrencen en kærkommen lejlighed til at tale med kollegerne fra de andre tjenestesteder og endda med kolleger uden for Forsvaret som eksempelvis politiets aktionsstyrke, der også deltog i konkurrencen. Derudover var der i år deltagere fra Jægerkorpset, Flyvevåbnet, Hjemmeværnet og et hold fra den norske hær.
- Finskytte-håndværket er ret let at måle på i forhold til så meget andet soldater-arbejde, og derfor er det rigtig godt at lave konkurrencer i, fortæller kaptajn Frederik Ratzow, som har været med til at arrangere konkurrencen.
Ved en af posterne skal riflen ligge vandret ved skudafgivelse, selvom den er indstillet til at ramme, mens den holdes lodret – altså med sigtekikkerten over løbet og ikke ved siden af. Der er tid på, og observatørerne gør deres bedste for at instruere skytten i, hvor han skal sigte for at ramme den gule skive. Skytten sigter og trykker på aftrækkeren.
Skytte og observatør skal skyde og observere gennem en palle, så riflen må lægges på siden. (Foto: Søren Lindhardt)
- Miss! 4, 3, 2, når dommeren at tælle, inden det andet skud går af, og der lyder et metallisk ”pling” fra målområdet. ’Miss!’
- Hørte du ikke, den ramte, spørger observatøren irriteret?
Dommeren svarer, at skuddet ramte bundpladen, og at målet er den gule skive.
- Bullshit, mumler han, mens han i al hast pakker sine ting sammen og løber videre.
Der var selvfølgelig forskellige præmier til de bedste hold, blandt andet deltagelse i finskyttekonkurrence i USA, samt plads på Jærgerkorpsets faldskærmsgrunduddannelse.
- Folk vil gerne vinde, siger Frederik Ratzow.
Hevring skydeterræn har et tårn bygget af containere i tre etager, som giver nogle unikke muligheder i for finskytterne. (Foto: Søren Lindhardt)
Motiverede specialister
Christian, der har været finskytte siden 2007, er enig i, at folk er motiverede:
- Det er relativt få soldater, der kan blive finskytter, og det er endnu færre, der er det i mere end tre år. Men de, der er her, er motiverede folk, fortæller han.
Han oplever, at sammenholdet mellem finskytterne er godt, og at konkurrencer er med til at styrke det sammenhold og holde dem skarpe.
- Finskytter er specialister. Vi er ikke ret mange, så sådan en konkurrence er super, fordi den også fungerer som debat- og spørgeforum i forhold til grej og indkøb.
I år vandt Jægerkorpset finskyttekonkurrencen, og Opklaringsbataljonen fik en andenplads, og første bataljon fra Gardehusarregimentet fik en tredje plads.