[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Gardehusar Kalbyris inden hun blev hjemsendt.


Katerina, eller gardehusar Kalbyris, som hun har heddet under gennemførelsen af sin værneret, fordi soldaterne får bynavne efter den by, de stammer fra, som en del af en ældre tradition ved Gardehusarregimentet, fortæller om sergenterne og officererne i kompagniet. De har været gode til at motivere soldaterne, og de er altid gået forrest i opgaverne. Det har været med til, at Kalbyris ser tilbage på sin værneret som en meget god oplevelse, hvor der er opstået et rigtigt godt sammenhold inden for kompagniet.

- Vi har fået et kammeratskab og en korpsånd, som jeg tager med mig gennem resten af livet, siger hun.




Det var en stor overvindelse at få et gevær i hånden første gang, fortæller Gardehusar Kalbyris.


Græd, da hun fik gevær i hånden første gang
Med udgangen af november afslutter Kalbyris sine fire måneders værneret, som det hedder, når kvinder gennemfører værnepligtstjenesten på lige fod med mændene. Når Kalbyris ser tilbage på de fire måneder, siger hun:

- Jeg meldte mig i sin tid for at afprøve det fysiske aspekt af det at være soldat og prøve mine egne grænser af. Jeg vidste ikke, hvad der var op og ned på et gevær, da jeg begyndte, og jeg kan huske, at jeg sad og græd, da jeg første gang fik et gevær i hånden. Jeg tror, jeg begyndte at græde over den usikkerhed, som jeg havde omkring skydevåben og alle de kræfter, som det indeholder, fortæller Kalbyris.
 
Kalbyris fortæller videre, at hun kom til at holde af at skyde, og hun har desuden fået to udmærkelsestegn for sine skydefærdigheder. Det fysiske aspekt har hun i høj grad fået afprøvet, og når det bliver sat sammen med for lidt søvn og kulde, så bliver man for alvor udfordret, fortæller hun.
 
- Det hårdeste var helt klart REX-turen. Når vi har klaret REX-turen, går vi fra at blive kaldt rekrutter til gardehusarer, og vi får samtidigt udleveret Dronningens navnetræk til at bære på uniformen, de såkaldte REX’er. På turen gik vi en masse kilometer med tung oppakning, og vi skulle klare en masse opgaver i gruppen. I mange af opgaverne indgik der også vand, så man gik hele tiden og var lidt våd og kold. Vi fik heller ikke så meget søvn, og vi vidste ikke, hvornår vi var færdige. Det var rigtig hårdt, men samtidigt fedt, da det var overstået, og vi havde klaret den.




Kraftig vind gjorde det til en hård udfordring af sejle i gummibåd under REX-turen.  


Vi er ikke stærkere end det svageste led
Kalbyris fortæller, at der ikke er blevet gjort forskel på mænd og kvinder, hvilket har været dejligt. Alle har båret de samme ting og er blevet udsat for de samme udfordringer og modtaget den samme uddannelse.

- Det var lidt grænseoverskridende at skulle ”i busken” første gang for at tisse, men det vænnede jeg mig hurtigt til. Jeg tror også, det med at vi har bynavne er med til hurtigt at skabe en særlig ånd og stemning. Når vi får bynavne, så bliver Katerina og alle de ting, som jeg kommer med, taget fra mig. Nu er jeg Kalbyris, Kandahar eller Sørbymagle, og vi skal alle have det til at fungere i gruppen, uagtet hvilken baggrund vi kommer fra. Vi skal leve op til de samme forventninger og har samme opgaver, og det har været med til at opbygge et sammenhold, som jeg vil komme til at savne. Sammenholdet er også noget, jeg vil lede efter og prøve at opbygge de steder, hvor jeg skal arbejde herefter. Jeg har spillet håndbold på højt niveau, indtil gymnasiet og lektierne begyndte at fylde for meget, fortæller Kalbyris og siger, at den fysik, som hun har fået fra håndboldbanen, har hjulpet hende godt igennem de fire måneder med fysiske udfordringer.




Gruppesammenhold skal der til, når man skal have tunge ting med på turen.


Det at være en del af et håndboldhold har hun kunne overføre til sin tid ved Gardehusarregimentet:

- På håndboldbanen lærte jeg at kæmpe som en del af et hold. Det synes jeg, at jeg kunne overføre til min tid i Forsvaret. Her har vi i endnu højere grad lært at kæmpe med hinanden og for hinanden. Jeg har indset, at det er okay at spørge om hjælp, og at flere hoveder tænker bedre end et. Det vil jeg helt sikkert tage med mig herfra og til de næste ting, der kommer til at ske i mit liv.




Følelserne sad uden på tøjet, da der blev sagt farvel til befalingsmænd og officerer.


Overvejer at fortsætte sin karriere i Forsvaret

Kalbyris er ikke afvisende overfor måske at vende drømmen om en universitetsuddannelse ryggen og satse på en karriere i Forsvaret. Hun har igennem de seneste fire måneder fået stor respekt for de professionelle soldater og den opgave, som de har løst og lige nu løser rundt omkring i verden. Hun føler, at man gør en forskel som ansat i Forsvaret, og det er en overvejelse værd i forhold til fremtidsdrømmene.

Der går dog lidt tid, inden Kalbyris skal træffe det store valg om den fremtidige uddannelsesvej. For nu bliver Kalbyris til Katerina igen, og i første omgang glæder hun sig til at bruge de ting, som hun har lært igennem de seneste fire måneder i Forsvaret som guide ved Apollo Rejser. Foreløbig for et år.




Smil var der på, da holdet stiftede bekendtskab med en af klassikerne i uddannelsen af unge soldater, Tyrens røvhul.