[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Soldaterne fra Deployable Communications and Information Systems-kompagniet, der til dagligt har hjemme på Haderslev Kaserne, blev fredag den 14. marts budt velkommen hjem til Danmark efter seks måneders udsendelse til Kandahar i Afghanistan.

Både af Haderslev kommune ved borgmester H. P. Geil, af bataljonschef oberstløjtnant S. Zachariassen og af den tyske oberstløjtnant D. Hunke, der er chef for 1. NATO Signal Bataljon, som kompagniet hører under.

Det foregik traditionen tro ved, at de hjemsendte soldater, i takt til musik leveret af Slesvigske Musikkorps, marcherede fra Haderslev kaserne via rådhuset til Haderslev domkirke.



Ved rådhuset bød kommunen på en forfriskning, og borgmesteren holdt en kort tale til de hjemvendte soldater.



Herefter fortsatte marchen via gågaden op til Haderslev domkirke. Paraden blev godt modtaget af de handlende.



I Haderslev domkirke vendte major R. Kall et blad i mindebogen under overværelse af oberst S. B. Bojesen og den tyske oberstløjtnant D. Hunke, som er chef for 1. NATO Signal Bataljon, som det danske bidrag hører under.



Med musikkorpset i front gik turen så retur til kasernen, hvor bataljonschef oberstløjtnant S. Zachariassen bød de hjemvendte, deres familier og andre inviterede velkommen hjem. Mens der blev indtaget en let anretning, bød musikkorpset på lidt musikalsk underholdning. Oberstløjtnant D. Hunke brugte tillige lejligheden til at takke de danske soldater for et veludført arbejde.



Familierne kunne nu glæde sig over at have deres kære hjemme igen, og major R. Kall med familie strålede om kap med solen over igen at kunne skabe en hverdag i familiens skød.