[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Danske soldater fra den lette opklaringseskadron sikrer fra Eagle i Musa Qala, Helmand 2006.


Hæren har, ligesom ved tidligere missioner, igennem hele Afghanistan-missionen gennemført løbende evaluering af indsatsen på baggrund af observationer, situationens udvikling og særlige hændelser.

Formålet er, at såvel de aktuelt indsatte som eventuelle fremtidige styrker kan drage nytte af de indhentede erfaringer, både de gode og de dårlige.
Erfaringerne er allerede - eller vil i nødvendigt omfang blive - indarbejdet i doktriner, bestemmelser og procedurer, så de kan forbedre effekten af fremtidige indsættelser.  

Evalueringen af missionerne er undervejs sket under forskellige former. Men i forbindelse med at Danmark fra foråret 2013 ikke længere opstillede en kampgruppe i Helmand, indledtes arbejdet med at samle erfaringerne i en samlet opgørelse. Dette skete indledningsvis gennem en analyse i Hærens Operative Kommando på baggrund af de mange registrerede indberetninger og siden ved direkte inddragelse af Hærens operative enheder, regimenter og tjenestegrenscentre samt andre interessenter som for eksempel Hjemmeværnet.




Danske soldater i midlertidig base under en af de sidste operationer i Helmand-provinsen i foråret 2014.


I midten af september 2014 samles en lang række delanalyser i Hærens Operative Kommando, hvorefter de sammenskrives i en rapport. Denne vil dække de forhold, som Hæren har haft ansvaret for omkring tekniske løsninger samt taktiske og operative forhold op til og med kampgruppeniveau.

Evalueringsrapporten vil blandt mange emner omhandle håndtering af IED’er, effektiviseringen af efterretningstjenesten, logistisk støtte til de danske soldater, samarbejdet med britiske styrker og anvendelse af lokalt ansatte. Den vil udelukkende beskæftige sig med emner, som Hæren har haft en egentlig indflydelse på. Evalueringen vil således ikke konkludere på politiske og overordnede strategiske beslutninger.

Når evalueringsrapporten er klar sidst på året, vil de dele, der ikke er sikkerhedsmæssigt klassificeret, blive offentliggjort.