[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Hærens kommunikationspolitik 2014 – 2017



Med den nye kommunikationspolitik for 2014-2017 vil Hærens Operative Kommando styrke den interne kommunikation og øge fokus på at vise, at Hæren er moderne og relevant. Ifølge generalmajor Per Ludvigsen, chef for Hærens Operative Kommando, er det opgaver, som alle medarbejdere kan og skal medvirke i:

- Det er både værdsat og positivt, når Hærens medarbejdere deltager i offentlige debatter. Der til kommer, at vores handlinger i sig selv skal være vores bedste kommunikation, siger generalen.

Styrket intern kommunikation
Inden 2018 skal Hærens medarbejdere opleve, at den interne kommunikation er blevet mere rettidig og klar, for opgaveløsning kan ikke fungere uden kommunikation.

- Medarbejderne skal til en hver tid være orienterede om, hvad der sker i virksomheden. Vi skal opfylde deres behov for viden. Kommunikation er en forudsætning for en velfungerende hær, siger chefen for Hærens Operative Kommando.




Arbejde for opmærksomhed
Den eksterne kommunikation skal også opgraderes. Dansk deltagelse i internationale operationer har skabt en naturlig opmærksomhed omkring Hæren, men i takt med, at de danske styrker i Afghanistan bliver stærkt reduceret, skal vi i højere grad gøre en aktiv indsats for at få mediernes opmærksomhed. Hæren skal fortsat fylde i den offentlige bevidsthed, og det er vigtigt at gøre brug af kanaler som sociale medier og Forsvarsavisen, og det er vigtigt at have et godt forhold til de professionelle medier.



Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Per Ludvigsen



- Vi skal ikke være anmassende, men heller ikke holde os tilbage, når vi har noget relevant at fortælle. De nye tiltag skal doseres rigtigt og bygges op på en stærk platform, der ikke smuldrer, siger Per Ludvigsen.

Se Hærens kommunikationspolitik 2014-2017 hér

Hovedbudskaber:
· Vi er imødekomne og offensive.
· Vi udtaler os, hvor det er relevant.
· Vi afstemmer vores budskaber, inden vi udtaler os officielt.
· Vi udtaler os med respekt for Hæren og vores kolleger.
· Vores kommunikation støtter de opgaver, vi løser.
· Vores handlinger er vores bedste kommunikation.

Målgrupper:
Primære: Medarbejdere, medier, meningsdannere.
Sekundære: Pårørende, nye medarbejdere, offentligheden.

Man kan ikke se effekten af den nye kommunikationsplan fra den ene dag til den anden, men flere tiltag er allerede sat i gang på de områder, der skal styrkes:

Flere lokale historier. Flere vægaviser. Mere aktivitet på sociale medier. Mere synlighed i Forsvarsavisen. Styrket talsmandstræning.