[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Humøret var højt i Oksbøllejren mandag formiddag, da Hærens Kamp- og Ildstøttecenter (HKIC) blev oprettet. Solen skinnede, musikken spillede og Danske Artilleriregiments (DAR’s) fane blafrede i vinden.

Det var generalmajor Michael Lollesgaard, chef for Danske Division, der åbnede seancen med en tale, der fokuserede på den positive ånd og viljen til kompromis. Disse ting har, ifølge ham, været essentielle i udformningen af HKIC, hvor visionen er at gøre tjenestegrenscentret til en attraktiv arbejdsplads, hvor alle tilbydes spændende og vigtige opgaver.

Han sluttede talen af med den centrale sætning:

- Jeg erklærer nu HKIC for oprettet.

Mere synergi
Herefter knyttede oberst Ole Bering, chef for HKIC, nogle ord til oprettelsen af det nye tjenestegrenscenter. Her forsikrede han, at selvom HKIC får sin egen fane, vil DAR’s fane blive ført i kvarter.



Oberst Ole Bering, chef for HKIC, taler til soldaterne. ”Lad os komme i gang med det nye” var startsætningen. Fotos: Natasha Andersen HOK


Om den store dag fortæller oberstløjtnant Flemming Toft, næstkommanderende for HKIC:

- I dag er en stor dag. Efter min mening giver det nye tjenestegrenscenter mere synergi, og det styrker mandskabet. Nu kan man uddanne sig til alt fra konstabel til general i det samme geografiske område.



DAR’s fane bliver ført i kvarter og står fremover på chefen for Hærens Kamp- og Ildsttøtecenters kontor.