Infanterister træner kamp som i gamle dage

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Jeppe Skouboe (tv) og Steffen Juul venter på fjendens angreb.


Konstabel og let maskingeværskytte Jeppe Skouboe og konstabel og sanitetsmand Steffen Juul venter på fjendens fremrykning fra deres skyttehul i skovbrynet. De har ikke været udsendt til Afghanistan og synes, at meget af det, de træner nu, minder om discipliner fra værnepligten:

- Det er discipliner, som vi tidligere har trænet isoleret. Sådan noget som garagesløring, der skal skjule køretøjernes varmesignatur fra fjendes termiske sigtemidler, har nok ikke været så nødvendigt i Afghanistan. Vi måtte også lige ind i skoven på et tidspunkt for at gemme os for en helikopter, inden den blev nedkæmpet, fortæller Steffen Juul.

Steffen Juul får over radioen at vide,  at fjenden angriber:

- De rykker frem med kampvogne. Vi skal ikke blive her, siger Steffen Juul, og straks efter løber hele delingen længere tilbage for at gå i stilling igen.




Uden at blive set trækker infanteristerne sig tilbage for at tage kampen op med fjenden fra andre stillinger, mens artilleriet beskyder de gamle stillinger, som fjenden nu er rykket ind i.


Old school men mere mobil
De seneste år har uddannelse og træning af Hærens kampsoldater været præget af missionen i Helmand. Det var vanskeligt at vide, hvem der var fjende, og hvem der var ven, mens risikoen for at træde på en improviseret sprængladning var allestedsnærværende.

Øvelsen i Holstebro minder om øvelser, danske soldater deltog i før missionerne i Irak og Afghanistan, hvor man i stor stil forsvarede sig mod fjenden i nedgravede og stationære kampstillinger.
I dag er enhederne mere mobile, og soldater og køretøjer er slørede og syner af så lidt som muligt i terrænet,  og hele tiden sørger de for at arbejde spredt for at minimere skader fra fjendens artilleri eller flybomber.




Steffen Juul og de andre i gruppen er ikke blevet opdaget, selvom fjenden er tæt på.


Afskåret fra delingen
Jeppe og Steffens gruppe har trukket sig tilbage og ligger og sikrer i et lille stykke skov, mens delingsføreren danner sig et overblik over fjendens fremrykning. Over radioen får delingsføreren at vide, at to fjendtlige IKK’er er kørt ind i 4. Kompagnis område. Mens meldingen går ind, ruller en af fjendens PMV’er forbi lige ude på det mudrede spor.




Fjendens køretøjer rykker forbi gruppen, som nu er afskåret fra resten af delingen.


 - Det er modtaget. Vi er selv lige blevet overrullet af en PMV, melder delingsføreren tilbage.

Gruppen bevæger sig fra stilling til stilling, men de to IKK’er afskærer dem fra resten af delingen, og de må selv kæmpe sig fri.

- Kan vi lave en pansernedkæmpningspatrulje?

Gruppen har ikke flere panserværnsraketter, så der skal lægges en plan for, hvordan de kan sætte IKK’erne ud af spillet. Gruppen vil snige sig ind i et krat helt tæt på IKK’erne og skyde kommandøren, som sidder med overkroppen ude af lugen i kanontårnet, og kaste håndgranater ind i køretøjet.




Gruppen gør klar til at angribe den første af to IKK’er, som holder mellem dem og resten af delingen.


To lette maskingeværskytter fyrer lange salver af mod den ene IKK, inden gruppen stormer frem. I samme øjeblik lyder skud og råb fra krattet på den anden side af sporet, hvor det viser sig, at der ligger en gruppe fjendtlige soldater. IKK’en kører væk i høj fart, og den anden kommer til og sigter mod soldaterne fra sikker afstand. De to grupper udveksler håndgranater og skud, og hurtigt træder en kampdommer ind og standser dem:

- Jeg tror roligt, vi kan konstatere, at begge grupper har lidt betydelige tab, siger han.

En lidt opgivende stemning breder sig, og soldaterne sætter sig rundt omkring i skovbunden.

- Alle er døde, griner en, mens kampdommeren afgør, hvad der skal ske med de mange soldater.

Øvelsesledelsen har insisteret på, at fjendemomenterne i øvelsen ikke skulle gøre det let, men derimod kæmpe efter bedste evne. Store tabstal er forventelige, når man kæmper mod en fjende, der kæmper på samme måde som en selv.