[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Fredag eftermiddag gennemførte ISAF Hold 17 og Hærens styrke i Kabul Hold 1 overdragelsesparade i Kabul. Paraden markerede, ud over en kommandooverdragelse, også et tyngdeskifte fra operationer i Helmand, som har kendetegnet de foregående 17 hold, til rollen som rådgivere og vejledere for de afghanske sikkerhedsstyrker i Kabul.
Paraden blev overværet af den danske ambassadør i Afghanistan, Uffe Wolffhechel, og den øverstbefalende for ISAF Joint Command generaløjtnant Joseph Anderson fra US Army.
ISAF Hold 17 klar til overdragelse.
Først holdt chefen for ISAF Hold 17, oberst Michael Thøgersen, en tale, hvor han roste de tilbageværende soldater fra Hold 17 for deres store indsats i forbindelse med afviklingen af den danske del af Camp Bastion. Han sagde blandt andet:
- I har været både værdige og gode ambassadører for Forsvaret og ikke mindst Hæren. Derfor skal der her lyde min dybeste anerkendelse til alle i ISAF 17. I har min dybeste respekt og taknemmelighed for det job I har udført de sidste seks måneder. Tak for indsatsen!
Under paraden blev de sidste medaljer til ISAF Hold 17 uddelt som et velfortjent bevis på en veloverstået udsendelse.
Tildeling af medaljer til ISAF Hold 17
Inden kommandoen blev overdraget, benyttede Michael Thøgersen lejligheden til at give Hold 1 fra Hærens styrke i Kabul nogle ord med på vejen:
- På trods af, at der har været danske soldater her i Kabul i mere end 12 år, så er den mission, I påbegynder nu, et helt nyt kapitel. I skal derfor selv danne jer et overblik over, hvordan I bedst støtter enhederne i Kabul, og hvordan I organiserer jer til opgaven. Jeg ved, at I hjemmefra er uddannet bedst muligt til opgaven, og jeg er sikker på, I vil løse denne opgave på bedste vis og med den ildhu, der kendetegner danske soldater.
Herefter overdrog oberst Michael Thøgersen DANCON-fanen til brigadegeneral Morten Danielsson.
Nu gælder det rådgivning og vejledning
Den vigtigste opgave for Hærens styrke i Kabul består i rådgivning og vejledning af de afghanske sikkerhedsstyrker. De danske soldater støtter denne opgave på flere niveauer. Fra undervisere på det afghanske militærakademi over stabsofficerer i NATO-stabe til rådgivere i det afghanske forsvarsministerium.
”Du har kommandoen.” ”Jeg har kommandoen.”
Chefen for Hold 1, brigadegeneral Morten Danielsson, talte efter overdragelsen om fanens historie og den store opgave, der ligger i at færdiggøre det, som de tidligere hold i Helmand har arbejdet så hårdt på at opnå.
Brigadegeneral Morten Danielsson holdt en tale for ISAF 17 og det nye hold.
Hold 1 løser mange forskelligartede opgaver, og til Det Danske Element i Kabul sagde brigadegeneralen blandt andet:
- Fleksibilitet, fantasi, imødekommenhed og hurtig kommunikation mellem jer her på KAIA og de danske teams rundt om i Kabul er et ubetinget krav, da Hold 1 her på KAIA er eneste forbindelse til og fra Danmark. I er limen, der samler os alle til et hold!
ISAF 17 har haft DANCON-fanen med i Helmand. Ved paraden blev den overdraget til Hærens styrke i Kabul.
Hærens styrke i Kabul
|
Mentorering
30 soldater støtter uddannelsen af afghanske soldater. Blandt andet på den afghanske officersskole.
Heraf arbejder 9 i et mindre transportbidrag, der er tilknyttet mentorerne, så de kan komme sikkert rundt i området.
ISAF-missionens hovedkvarterer
Cirka 15 stabsofficerer arbejder i forskellige internationale stabe.
Støtteelement i Kabul International Airport (KAIA)
De resterende af de i alt cirka 60 soldater arbejder med logistik og
administration i KAIA for at understøtte de ovennævnte enheder. |