[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Otte års aktiv dansk krigsdeltagelse i Helmand er slut.

DANCON ISAF, hold 17 tog til Afghanistan i februar 2014 som det sidste danske hold i Helmand-provinsen.
Den 1. august forlod den sidste soldat fra DANCON ISAF, hold 17 Camp Bastion i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

DANCON ISAF, hold 17 hjemkomst og afvikling er afslutningen på Danmarks indsats i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Logistikbataljon ved Trænregimentet i nøglerolle.
DANCON ISAF, hold 17 er opstillet af 1 Logistikbataljon ved Trænregimentet på Aalborg Kaserner med Oberst Michael Thøgersen som chef.

Trænregimentet har ikke tidligere opstillet ISAF hold, men har bidraget til samtlige hold med logistik- og militærpolitienheder.

DANCON ISAF, hold 17 består – ud over soldater fra Aalborg – af soldater fra Jydske Dragonregiment i Holstebro, Telegrafregimentet i Fredericia og Ingeniørregimentet i Skive.

Trænregimentet og Aalborg by afholder kontingentarrangement.
Som opstillende myndighed er det Trænregimentet, som markerer hjemkomsten og afviklingen af Danmarks sidste ISAF-hold fra Helmand provinsen.

Arrangementet gennemføres på Aalborg Kaserner samt i Aalborg midtby og ved/i Musikkens Hus:
0930 – 1015: Morgenmad for soldater og pårørende i cafeteriet på Nørre Uttrup Kaserne.
1100 – 1130: March gennem byen fra Aalborghus Slot til Musikkens Hus.
                     Rute: Toldbod Plads – Østerågade – Algade – Nørregade – Løkkegade – Østerbro –                     venstre om Nordkraft – venstre om Musikkens Hus til Musikkens Plads.
                     I marchen deltager Prinsens Musikkorps, Fanekommando, DANCON ISAF, hold 17 
                     og pårørende.
                     Kort over marchruten.
1130 – 1200: Parade på Musikkens Plads.
                     Taler af Chefen for Hærens Operative Kommando (Generalmajor Per Ludvigsen), 
                     medlemmerne af forsvarsudvalget MF Bjarne Laustsen og MF Karsten Lauritsen samt 
                     Chefen for DANCON ISAF, hold 17 Oberst Michael Thøgersen.
1200 – 1245:  Velkomst og tale ved Aalborg Kommunes 1. viceborgmester Daniel Nyboe Andersen og 
                     koncert med Prinsens Musikkorps med solist i Musikkens Hus.
1245 – 1330:  Uformel reception i foyeren i Musikkens Hus med mulighed for at soldater, pårørende og
                     VIP kan konversere.
1400 – 1530: Pårørende arrangement på Aalborg Kaserner 1400 – 1530.

Trænregimentet håber på mange deltagere og tilskuere i Aalborg by.
Ved at gennemføre march gennem byen og holde parade ved Musikkens Hus håber Trænregimentet at mange borgere vil komme på gaden og hylde soldaterne sammen med soldaternes pårørende, soldaterforeningerne og Prinsens Musikkorps.

Derudover har regimentet inviteret følgende militære myndigheds- og enhedschefer:
- Chefen for Hærens Operative Kommando.
- Cheferne for Danske Division, 1. Brigade og 2. Brigade.
- Cheferne for Livgarden, Gardehusarregimentet, Hærens Kamp- og Ildstøttecenter, Hærens 
   Efterretningscenter, Telegrafregimentet, Ingeniørregimentet og Jyske Dragonregiment.
- Cheferne for Jægerkorpset og Air Transport Wing Aalborg,
- Cheferne for Totalforsvarsregion Midt- og Nordjylland samt Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kort ISAF historik.
Baggrund.
International Security Assistance Force (ISAF) blev etableret som resultat af Bonn-konferencen i december 2001.
Konceptet omkring den FN-mandaterede internationale styrke til at assistere den nyligt etablerede overgangsregering blev også aftalt under konferencen med det formål at skabe et sikkert område i og omkring Kabul og støtte genopbygningen af Afghanistan.
Indsatsen var et tresidet partnerskab mellem den afghanske overgangsregering, FN’s mission i Afghanistan (UNAMA) og ISAF.

Den 11. august 2003 overtog NATO ansvaret for ledelsen af ISAF, som ellers var gået på skift mellem de større NATO nationer hver sjette måned.

ISAFs mandat var indledningsvist indskrænket til at skabe sikkerhed i og omkring Kabul.
I oktober 2003 udvidede FN ISAFs mandat til at indbefatte hele Afghanistan (FN sikkerhedsrådsresolution nr. 1510) og skabte dermed grundlaget for missionen over alt i Afghanistan.

De danske soldater i ISAF-styrken.
Danmark har siden januar 2002 haft soldater udstationeret i Afghanistan under NATO-kommando. Udgangspunktet for de danske soldater var i begyndelsen hovedstaden Kabul, men i takt med udviklingen i Afghanistan, er det danske engagement blevet udvidet til andre dele af landet.

I december 2005 besluttede NATO at udvide ISAFs operationsområde i løbet af 2006 til også at omfatte den sydlige og østlige del af Afghanistan.
Danmark støttede fra medio 2006 denne udvikling ved at udsende danske soldater - under ISAF-ledelse og britisk kommando - til Helmand-provinsen for at støtte udbredelsen af demokrati og sikkerhed i det sydlige Afghanistan.

Det danske bidrag til udviklingen i Afghanistan omfattede således danske soldater i hovedstaden Kabul samt det sydlige Afghanistan.
Fra hold 6 til hold 12 (2008 til 2012) havde Danmark eget operationsområde i Helmand og var tilstede med en bataljonskampgruppe.
Det danske styrkebidrag i Helmand var grundlæggende bygget op om den danske bataljonskamp-gruppe sammen med de to afghanske samarbejdsbataljoner.

Den 11. februar 2012 overdrog Danmark formelt ansvaret for området til briterne, hvorefter Danmark således ikke længere havde en operativ indsat bataljonskampgruppe.
Det betød, at Danmark indledte et fokusskifte fra en kamp- og partnerrolle til en rolle med fokus på træning, uddannelse og støtte til de afghanske sikkerhedsstyrker.
I den forbindelse blev det ene af to infanterikompagnier omlagt til en række efterspurgte trænings-, uddannelses- og rådgivningsbidrag samt støttebidrag.
De tilbageværende danske kamp- og kampstøtteenheder blev underlagt en britisk bataljon. Enhederne omfattede et infanterikompagni, en kampvognsdeling samt kampstøtteenheder.

Den 10. maj 2014 kørte den sidste danske kamptrop enhed (kampvognsdelingen), der har kørt kampoperationer i Helmand, ind til Camp Bastion for at forberede hjemsendelsen af enheden til Danmark.
Otte års aktiv dansk krigsdeltagelse i Helmand er slut.

Den 22. juli 2014 forlader kampvognsdelingen Afghanistan.



Sidste fly ud af Camp Bastion.

Den 1. august forlod den sidste soldat fra DANCON ISAF, hold 17 Camp Bastion i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

Hæren er fortsat i Afghanistan.
Den 8. august gennemførte DANCON ISAF, hold 17 og Hærens styrke i Kabul Hold 1 overdragelsesparade i Kabul. Paraden markerede, ud over en kommandooverdragelse, også tyngdeskiftet fra operationer i Helmand, som har kendetegnet de foregående 17 hold, til rollen som rådgivere og vejledere for de afghanske sikkerhedsstyrker i Kabul.



CH DANCON ISAF, hold 17 har overdraget DANCON fanen.

På trods af, at der har været danske soldater i Kabul i mere end 12 år, så er den mission, Kabul Hold 1 påbegynder nu, et helt nyt kapitel. Den vigtigste opgave for Hærens styrke i Kabul består i rådgivning og vejledning af de afghanske sikkerhedsstyrker.
De danske soldater støtter denne opgave på flere niveauer. Fra undervisere på det afghanske militærakademi over stabsofficerer i NATO-stabe til rådgivere i det afghanske forsvarsministerium.

Hærens styrke i Kabul er på ca. 60 soldater:
30 soldater støtter uddannelsen af afghanske soldater på bl.a. den afghanske officersskole.
Cirka 15 stabsofficerer arbejder i ISAF missionens hovedkvarterer.
De resterende af de i alt cirka 60 soldater danner et dansk støtteelement, som arbejder med logistik og administration Kabul International Airport.

Direkte kilde: http://forsvaret.dk/TRR/Pages/default.aspx