[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Rådgiverne Jan Sohn og Maria Thomsen samt tolken Kenneth Foto: ISAF 17


Det danske udviklingsprojekt har fokuseret på landbrugsrådgivning, udvikling af andelsbevægelser, planlægning og budgettering samt udvikling af uddannelse for afghanske landmænd. Projektet har været målrettet ledelsesniveauet på det landbrugsfaglige fakultet på et universitet i provinshovedstaden Lashkar Gar.

Det danske bidrag har indgået i det amerikanske Agribusiness Development Team, som er opstillet den amerikanske ’National Guard’.

Projektet har draget fordel af, at rådgiverne har haft et mix af civile kompetencer og militære færdigheder, således at rådgivningsopgaverne er blevet gennemført på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Det gælder også de danske rådgivere, som alle har en baggrund i Hjemmeværnet samt civile kompetencer fra den danske landbrugssektor.

Vejledning af ledelses-niveauet
På en lang række områder er det afghanske landbrug velfungerende, og der er stor interesse for at producere fødevarer. Projektet har derfor taget sit udgangspunkt i nogle af de områder, hvor den afghanske landbrugssektor står svagt.



Rådgivning af ledere i projektstyring. Foto: Maria Thomsen


– Vi har fokuseret på at gøre vores afghanske samarbejdspartnere i stand til at udarbejde projektbeskrivelser, så de fremadrettet vil få større succes med at søge om støtte til fremtidige projekter, siger en af vejlederne Jan Sohn, der til daglig arbejder i fødevarestyrelsen i København og er aktiv hjemmeværnsmand i Ballerup.

– På den måde har vi vurderet, at afghanerne på den lange bane vil blive bedre til at hjælpe sig selv og på den måde skabe bæredygtighed i udviklingen. Det er vanskeligt at vurdere langtidseffekten på grund af projektets korte tidsforløb. Men den lydhørhed og tillid, vi har mødt hos vore afghanske samarbejdspartnere, gør mig fortrøstningsfuld, fortæller Jan Sohn

”Train the trainer”
Projektet har også bidraget til at udvikle det landbrugsfaglige fakultets måde at undervise og uddanne på. Kulturen og vilkårene er meget forskellige fra de danske.

– Fagligt set er afghanerne udmærkede landmænd, og derfor har vi taget udgangspunkt i de afghanske underviseres egne behov, siger Maria Thomsen, der er uddannet landmand og jordbrugsteknolog med erfaring i undervisning på danske landbrugsskoler. Derudover er hun aktiv i Flyverhjemmeværnets eskadrille 261 i Skive.

- Jeg er stor tilhænger af, at marken og stalden skal være med i undervisningen. Ud af enkle midler har jeg vejledt underviserne i at visualisere praksis. En gummihandske kan for eksempel illustrere yveret på en ko, og ud af en gammel papkasse kan vi lave en model af en motor. På den måde skal undervisningen gerne bliver mere inspirerende og nærværende, fortæller hun.



Vejledning af lærere på det landbrugsfaglige fakultet. Foto: Maria Thomsen



Rådgivningsholdet har været sammensat af en leder, der er officer, tre landbrugsrådgivere med hjemmeværnsbaggrund og en sprogofficer som tolk.