[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Arkivfoto: Saber Strike 2014 i Litauen. (Foto: Niels Brandt)


Som led i NATO Assurance Measures, der blev aftalt mellem NATO landenes regeringsledere i Wales i dette efterår, sender Hæren en styrke til Litauen på en længerevarende øvelse.

Øvelsesstyrken bliver opstillet af Opklaringsbataljonen på Bornholm og består af 2. Lette Opklaringseskadron og støttende enheder fra øvrige grene af Hæren. Det danske bidrag ledes af 1. Brigade, der har til huse i Haderslev. Øvelsesstyrken består af 158 mand.

Øvelsen vil fokusere på evnen til at deployere over større afstande med skib og ad landevej og øve fremgangsmåder og procedurer sammen med litauiske enheder. Styrken tager af sted fra Bornholm den 18. november med kurs mod Rukla, der er en kaserneby i nærheden af Kaunas i det centrale Litauen. 

Her vil opklaringssoldaterne gennemføre en række fælles øvelsesaktiviteter med litauiske kolleger og samarbejdspartnere frem til midten af december. Øvelserne kommer til at indeholde klassiske opklaringsdiscipliner som vejopklaring, rumopklaring og indsættelse i overvågningsopgaver i rammen af kampoperationer.

Det er erfarne soldater, som Hæren sender på øvelse. 2. Lette Opklaringseskadron er en enhed med solide erfaringer fra indsættelser i Afghanistan, hvor enheden løste opklaringsopgaver i den afghanske ørken. Nu skal disse erfaringer bringes i spil ved at øve indsættelse i operationer i nærområdet sammen med opklaringsenheder fra værtslandet Litauen.

NATO Assurance Measures
NATO Assurance Measures har til formål at indføre en række militære foranstaltninger for at forstærke alliancens kollektive forsvar i blandt andet de baltiske lande.

Foranstaltningerne indeholder blandt andet opbygning af evnen til at kunne deployere og indsætte landstyrker i samarbejde med NATO partnere.