[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Et ”Movement Support Team” består af en fører og en sikringsgruppe på otte mand. Gruppen kan opdeles i to hold og råder over pansrede firhjulstrækkere til at løse opgaven med at transportere danske mentorer rundt til arbejdsområderne på den mest sikre måde.

Movement Support Team hold 1 er opstillet og uddannet af Opklaringsbataljonen på Bornholm med støtte fra 1. Brigade. Hold 1 består af personel fra den stående reaktionsstyrke. Soldaterne kommer fra 1. Lette Opklaringseskadron, og for mange er det ikke første gang, de skal på mission.

Som det første hold udsendt til netop denne opgave, er de dog ikke i stand til at bygge på tidligere holds erfaringer på samme måde, som eksempelvis et ISAF hold er det.

- Hold 1 er sammensat af personel med friske erfaringer fra Afghanistan. Soldaterne skal på en ”hold 1 mission”, hvilket stiller store krav til tilpasningsevne og vilje til at løse opgaverne under alle forhold, forklarer næstkommanderende i eskadronen, premierløjtnant Per Bull Nielsen.

Uddannet og udsendt
1. Brigade gennemførte den afsluttende øvelse for Movement Support Team i Oksbøl i december 2013. Her blev enheden certificeret til udsendelse. Chefen for 1. Brigade, brigadegeneral Per Orluff Knudsen, overværede øvelsen:


- Jeg er meget tilfreds med enhedens uddannelsesniveau og indstilling til det at være hold 1. Holdet har en rigtig god sammensætning – der er både rutinerede grå hår og ungdom med gå-på-mod, sagde brigadegeneralen og fremhævede vigtigheden af samarbejdet i gruppen for at kunne løse opgaverne i missionsområdet.

Forud for den afsluttende øvelse har Movement Support Team gennemført et komprimeret uddannelsesforløb, hvor enheden har udvist stor evne til at tilegne sig viden og færdigheder i den nye rolle som sikringsenhed.

Hold 1 blev udsendt den 15. januar og hold 2 er under uddannelse på Bornholm.