[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Øvelsen, der har fundet sted hvert andet år siden 2000, får i år deltagelse af mere end 1.300 soldater fra syv forskellige lande. Der deltager styrker fra både hær, søværn og flyvevåben og øvelsen støttes af mere end 35 forskellige fly og helikoptere.
Formålet med Night Hawk 2014 er at øve stabene i de fem Special Operations Task Groups samt Flyvevåbnets Special Operations Air Task Group i at analysere komplekse situationer, træffe beslutninger, planlægge, udgive ordrer og gennemføre operationer.
Danmark deltager med to stabe og i alt mere end 200 soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset. Også Hjemmeværnet deltager med flere enheder, herunder Hjemmeværnets Særlige Støtte- og Rekognosceringskompagni.
”Tidligere har vi primært trænet specialoperationerne, men blandt andet på grund af indsættelse af danske specialstyrker i internationale operationer, har vi erkendt vigtigheden af også at øve analyse- og planlægning.
Det sætter vi i år særligt fokus på og derudover lægger vi ekstra vægt på at øve enhederne i at samvirke med og udnytte de andre militære kapaciteter, der er i specialstyrkernes operationsområde,” fortæller Generalmajor Michael A. Lollesgaard, der er Chef for Danske Division og leder af Øvelse Night Hawk 2014.
Specialenhederne vil også træne udførelsen af operationer, og skal blandt andet løse opgaver som befrielse af gidsler, tilfangetagelse af fjendtlige militsledere og andre kriminelle samt en række andre specialoperations opgaver.
Øvelsens nye fokus skal ses i lyset af beslutningen om at styrke specialoperationskapaciteten i dansk forsvar ved etablering af en særlig specialoperationskommando. Den nyudnævnte chef for kommandoen, Jørgen Høll, der 1.oktober tiltræder sin nye stilling, siger:
”Det er en fantastisk spændende øvelse, som jeg glæder mig meget til at følge. Den store deltagelse fra udlandet vidner om det professionelle arbejde, som Jægerkorpset igennem mange år har gjort med opbygning og udvikling af denne øvelse.
Med Danske Divisions overtagelse af rollen som øvelsesleder, føjer vi en ny og spændende dimension til øvelsen. Det bliver nogle meget udfordrende uger for de deltagende enheder.”
Øvelsen omfatter også en certificeringsøvelse af Flyvevåbnets Special Operations Air Task Group. Målet er, at Flyvevåbnet efter øvelsen kan melde til NATO, at Danmark kan lede en specialindsats på dette felt, hvis behovet opstår.
Risiko for støj og forstyrrelser
Øvelse Night Hawk 2014 vil omfatte operationer til lands, til vands og i luften over det meste af Danmark. Selvom en stor del af øvelsen gennemføres i militære øvelsesområder, vil der også være brug for at tage civilt terræn i brug. Det vil kunne medføre kortvarig støj og gener for civile beboere i de områder, hvor øvelsen finder sted.
Der vil under øvelsen blive benyttet løs ammunition, herunder kanonslag, røg, lys og lyskugler. Der vil også kunne forekomme støj fra deltagende fly og helikoptere, ligesom der vil være fodmarch gennem områderne og kørsel med køretøjer omkring de udvalgte angrebsmål.
Ved øvelsesaktivitet i civilt terræn, hvor der anvendes farlig ammunition, vil der være afspærringer ved de udpegede mål, ligesom der vil være ansvarlige forbindelsesofficerer på stedet.
Civile opfordres til at holde sig mindst 100 meter fra afspærrede områder.
”Som øvelsesledelse gør vi alt, hvad vi kan for at minimere generne for lokalbefolkningen omkring de forskellige angrebsmål og vi vil, når det er muligt, advisere lokalbefolkningen tæt på objekterne umiddelbart før det går løs. Men vi kan ikke garantere, at alle berørte bliver adviseret i hvert enkelt tilfælde.
Vi håber på befolkningens forståelse overalt, hvor der måtte forekomme gener – oftest vil operationer og dermed gener være af meget kortvarig karakter,” siger generalmajor Michael A. Lollesgaard.
Danske Division vil op til øvelsen udsende pressemeddelelser, der præciserer, hvor og hvornår der finder øvelsesaktivitet sted i nærheden af beboede områder eller andre steder, hvor det vurderes at kunne genere civile borgere.
For flere oplysninger, kontakt venligst:
Danske Division
Presse & Information
Tlf. 407 407 36 eller 407 419 16
E-mail: medianh14@mil.dk
FAKTA OM ØVELSE NIGHT HAWK 2014
|
Øvelse Night Hawk er en multinational øvelse for specialstyrker med
deltagelse fra alle værn. Øvelsen har været afholdt på dansk område
hvert andet år siden år 2000.
I år øves de deltagende specialstyrkeenheder – udover at gennemføre
selve operationerne – også i analyse- og planlægning forud for en
indsættelse. Dertil kommer, at 2014-øvelsen har særligt fokus på at øve
enhederne i at samvirke med og udnytte de andre kapaciteter, der
indsættes sammen med eller til støtte for specialoperationsstyrkerne.
Periode
22.september - 3. oktober 2014
Deltagere
Mere end 1.300 soldater fra syv forskellige nationer deltager i øvelsen, der støttes med både helikoptere, fly og skibe.
Danmark deltager med to såkaldte Special Operations Task Groups fra
henholdsvis Jægerkorpset og Frømandskorpset med mere end 200 soldater.
Derudover deltager enheder fra Hjemmeværnet, herunder Hjemmeværnets
Særlige Støtte- og Rekognosceringskompagni.
Formål
At øve stabene i de fem Special Operations Task Groups samt Flyvevåbnets
Special Operations Air Task Group i at analysere komplekse situationer,
træffe beslutninger, samt planlægge, udgive ordrer og gennemføre
operationer.
Operationer
Enhederne indsættes i en bred vifte af opgaver – blandt andet befrielse
af gidsler, tilfangetagelse af fjendtlige millitsledere og andre af
modpartens kriminelle.
Deltagende fly og skibe
Øvelsen støttes af transportfly og mere end 20 helikoptere fra de store
transporthelikoptere CH-47 Chinook og CH-53 Sea Stallion over EH-101
Merlin og UH-60 Black Hawk til observations-helikoptere som AS 550
Fennec. Endelig deltager Søværnet med en fregat af Iver
Huitfeldt-klassen.
Mere information
Danske Divisions presseansvarlige i forbindelse med øvelse Night Hawk
2014 kan træffes på tlf. 40 74 07 36 eller e-mail medianh14@mil.dk
|