[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Provincial Reconstruction Team (PRT) Helmand, der ligger i Lashkar Gah, har gradvist afsluttet sine aktiviteter og lukker ved udgangen af marts. PRT er en enhed, der har til opgave at støtte genopbygningen af ustabile stater.

Den civile repræsentant ved PRT Helmand, Søren Jacobsen fra Den Danske Ambassade i Kabul, deltog i de afsluttende møder i PRT’et i  Helmand, der samtidig markerer lukningen af denne del af den samlede internationale indsats.



Søren Jacobsen besøgte DANCON under de afsluttende møder i PRT Helmand. Her sammen med chefen for DANCON ISAF hold 17, oberst Michael Thøgersen. Foto: ISAF 17


Afghansk anerkendelse
– Den civile og militære indsats er tæt forbundet. Vi har altid sagt, at den militære indsats er forudsætningen for, at vi kan udrette noget på det civile område. Samtidig er det den civile udvikling i området, der skaber stabilitet og mulighed for  afslutning af den militære indsats, fortæller Søren Jacobsen og fortsætter:

- Den afghanske guvernør i Helmand provinsen, Muhammed Naeem Khan, er meget opmærksom på danske soldaters indsats. Han indleder altid et møde med at takke for både den civile og militære indsats, og han sender altid kondolencer til dem, der lider ved tabet af en soldat.

Et af de konkrete projekter, Danmark har bidraget med, er udvikling af politiet og det afghanske retsvæsen.

- Vi har støttet bygningen af et polititræningscenter i Lashkar Gah og støttet med træning af politifolk. Her har der været et godt samarbejde mellem de danske styrker, udsendte fra rigspolitiet og PRT Helmand. DANCON har ydet den sikkerhed, der skulle til, for at de danske politifolk kunne levere deres indsats overfor deres afghanske kolleger, siger Søren Jacobsen.

Tid til at gøre status
Med afslutningen af indsatsen i PRT Helmand kan man se tilbage på en markant positiv udvikling i provinsen på flere områder:

 – I 2007 var der kun 47 skoler i Helmand, mens der i 2013 var 207, og antallet af elever er mere end fordoblet fra godt 54.000 til mere end 130.000, heraf en fjerdedel piger. I 2006 var der ingen piger, der gik i skole. På uddannelsesområdet har Danmark været ”lead-nation”, og omkring 25 skoler er direkte finansierede af danske midler.

– Inden for både sundhed og retsvæsen er der også skete store fremskridt. Antallet af sundhedsklinikker er steget fra 34 i 2008 til 57 i 2013, der stadig er kørende. Der er nu repræsentanter fra det officielle retsvæsen til stede i 10 ud af 13 distrikter. For et par år siden var ”loven” kun repræsenteret i to distrikter.
Fremskridtene betyder dog ikke, at alle problemer er løst i Helmand og Afghanistan. Der er stadig mange udfordringer.



Søren Jacobsen sammen med den afghanske provinsguvernør Muhammed Naeem Khan. Foto: ISAF 17



Støtten til Helmand fortsætter
Støtten til fortsat udvikling ophører ikke brat. Afghanistan skal udvikle sig mod at blive et ”normalt” udviklingsland, hvor afghanerne fortsat tager mere og mere ansvar for egen sikkerhed og egen udvikling.

– Vi vil fortsat støtte, også i Helmand. UNDP (United Nations Development Programme) opretter et kontor i Lashkar Gah, hvor Danmark bidrager med støtte til selve kontoret og til de fremtidige projekter.
- Den fremtidige danske civile indsats i Afghanistan er under udarbejdelse i et nyt landeprogram for perioden 2015-17. Fokus vil fortsat være på uddannelse, vækst og beskæftigelse samt god regeringsførelse, slutter Søren Jacobsen.

Siden 2006 har Danmark støttet og deltaget i udviklingsprojekter under PRT Helmand, der er ledet af Storbritannien. Foruden Danmark har USA og Estland deltaget i udviklingsprojekter indenfor landbrug, uddannelse, sundhed, vækst og beskæftigelse, infrastruktur og retsvæsen.