[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Kaptajn C. Andreasen og en brasiliansk kollega taler om landsbyborgenes levevilkår med den ældste borger i 2012. Hæren har i dag fem soldater udsendt til FN-missionen i Liberia. (Privatfoto: Claus Andreasen)

Et udbrud af ebola har siden foråret spredt sig i Nigeria, Guinea, Sierra Leone og Liberia i det vestlige Afrika. Ifølge Forsvarets Sundhedstjeneste har omkring 1500 personer været syge af ebola, og omkring 900 af dem har mistet livet. Hæren har fem soldater udsendt til FN i Liberia, men til trods for udbruddets omfang er risikoen meget lille for de danske soldater:

- Truslen mod de danske soldater er meget begrænset. Der er tale om et område på størrelse med Frankrig, hvor der bor millioner af mennesker. Så selv om det er et stort udbrud, er det relativt få tilfælde af døde og smittede, og der bliver gjort meget for at begrænse smitten, siger læge Anette Rosenthal fra Forsvarets Sundhedstjeneste.

Risikoen størst for de lokale
Ebola smitter ved direkte kontakt med smittedes kropsvæsker. Risikoen for smitte er derfor størst for familiemedlemmer, der passer de syge, og for hospitalspersonale. De danske soldater er ikke i Liberia for at pleje syge eller håndtere døde, og de tager deres forholdsregler.

Lokalbefolkningerne har ifølge Anette Rosenthal en større risiko. Dels fordi mange ikke forstår sygdommen, og dels fordi de gennemfører nogle traditionelle begravelsesritualer, som indebærer en del berøring af den døde. Dyr menes også at kunne videregive sygdommen, og der er i de ramte områder tradition for at spise ”Bush-meat”, som kan være selvdøde dyr, man finder og tilbereder.

- Malaria og diarré er stadig de største sygdomstrusler for danske soldater i Liberia. Men vi følger naturligvis udviklingen, siger Anette Rosenthal.

Forholdsregler for at minimere risikoen for ebolasmitte:
• Undgå kontakt med syge og undgå besøg på sygehuse
• Undgå at deltage i begravelsesritualer eller anden kontakt med døde
• Vask hænder ofte og brug håndsprit efter håndtryk, før spisning og lignende
• Undgå områder med kendt udbrud af Ebola
• Undgå kontakt med personer, der kommer fra aktuelt Ebola-ramte områder
• Undgå kontakt med dyr. Især syge eller døde dyr
• Undgå at spise ”bush-meat”



Ebola 
Ebola er en alvorlig men sjælden virussygdom, som aktuelt forekommer i en del af det vestlige og centralafrikanske område.

Ebola er en blødningsfeber, der skyldes et virus.

Sygdommen smitter ved direkte kontakt med smittede personers kropsvæsker som blod, slim eller urin.

Smittede personer får muskelsmerter, høj feber, hovedpine, diarre og opkast. Senere i forløbet vil der hos de fleste smittede opstå blødninger i hud og indre organer.

Dødeligheden er på 25-90 %.

Dyr som aber og flagermus, menes at kunne videregive sygdommen til mennesker.

Der findes ingen vaccination eller behandling mod Ebola. Men da det kun er direkte kontakt med de syges eller de dødes kropsvæsker, som smitter, kan man forebygge smitte ved nogle enkle forholdsregler.

Risikoen for smitte er generelt størst for sundhedspersonale og andre, der passer de syge.

(Kilde: Forsvarets Sundhedstjeneste)