[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Selv om Flyvestation Aalborg fylder godt i det Nordjyske kræver det lidt ekstra tiltag, når 1.200-1.600 soldater fra syv forskellige nationer rykker ind som overnattende gæster.

Derfor har man etableret en hel midlertidig by, SOF City, på flyvestationen.

Night Hawk er en øvelse for specialoperationsstyrker, og da det er soldater, der foretrækker diskretion privat som arbejdsmæssigt, har SOF City allerede fået tilnavnet ”Forbudte By”.



En del af SOF City


Øvelsen Night Hawk 2014 blev skudt i gang i går, hvor de mange soldater blev briefet om øvelsens præmisser og forskellige scenarier. Specialenhederne vil blandt andet træne en bred vifte af operationer som befrielse af gidsler, tilfangetagelse af fjendtlige militsledere og andre kriminelle samt en række andre specialoperationsopgaver.  

Øvelsen varer frem til den 3. oktober, og der bliver gennemført operationer over det meste af landet. Det er dog fra Nordjylland, at alle de godt 30 deltagene fly har udgangspunkt, og Flyvestation Aalborg er også den militære lokalitet, der huser flest soldater under øvelsen.

Telte en mangelvare

- Planlægningen af indkvartering har stået på siden september sidste år. Blandt andet har det været en udfordring at skaffe telte nok til de mange soldater. Alene i SOF City bor 750 soldater i telte, mens 200 bor i beboelsescontainere, siger major Iver Dall, der er logistikofficer ved Danske Division, som er ansvarlig for øvelsen.

Sideløbende med Night Hawk deltager 2. Brigade med 8-900 soldater i NATO-øvelsen Noble Ledger i Norge, hvor man også har bruger telte som indkvartering.

- Hver eneste telt i Forsvaret er i brug lige nu. Og blandt de 110 stk. 10-14 mands telte, som vi gør brug af under Night Hawk finder man også en del telte, som kommer direkte fra Camp Bastion i Afghanistan -  dog har de været en tur forbi vaskeriet først, siger Iver Dall.

I SOF City kan benytte sig af container-baseret vaske og badefaciliteter, et til lejligheden opstillet vaskeri, fri wi-fi og fibernet til øvelsens intranet samt  et velfærdsområde med en lille kiosk. Soldaterne kan komme til og fra SOF City med en intern shuttlebus med afgang hver 20. minut.