[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



I Panserinfanteribataljon/Den Kongelige Livgarde gør deres grej klar til øvelsen. De har pakket det meste af deres materiel, så de er forberedt til alt. Foto: Natasha Hyge Andersen


For de danske soldater, der deltager i Saber Strike, er det ikke scenarierne i selve øvelsen, der kræver forberedelse, for kamprutinerne ligger på rygraden. Det er derimod det anderledes terræn, der kan skabe udfordringer og kræve forberedelse.

- Vi har hørt, der er meget skov ude i terrænet, så det tegner ikke godt for os. Men vi kan først forberede os ordentligt på øvelsen, når vi har set terrænet med egne øjne, fortæller Jesper Persson, finskyttesektionen, I Panserinfanteribataljon/Den Kongelige Livgarde, der dog har forberedt sig grundigt på én ting hjemmefra: Myg!

- Det forlyder, at der er mange myg ude i terrænet. Derfor har vi pakket flere forskellige slags myggenet, så myggene ikke forhindrer os i vores arbejde.



Kampvognene gøres klar og pakkes, så delingen kan tilbringe flere dage i terrænet. Foto: Natasha Hyge Andersen



Det ukendte terræn er også en udfordring for kampvognsdelingerne.

- Her kender vi ikke skoven eller sporene i terrænet, så vi skal bruge mere tid på at orientere os ved hjælp af GPS og kort, fortæller Jonas Kuhlmann, næstkommanderende i kampvognsdelingen.



Reaktionskampgruppe 2014-II pakker køretøjerne til Saber Strike-øvelsen, der også fungerer som deres eksamen. Foto: Natasha Hyge Andersen



Alle førerne i det danske bidrag har inden afrejse været til en briefing omkring øvelsen og dens forløb. Scenarierne minder om dem, der bliver brugt i danske øvelser, men Reaktionskampgruppe 2014-II kommer sandsynligvis til at prøve noget helt nyt under Saber Strike.

- Vi håber på at vi skal prøve det, der hedder imødegåelse af en luftlandsætning, hvor amerikanske faldskærmssoldater kommer som et angreb fra luften. Her skal vi kombinere vores viden på kryds og tværs, så vi kan håndtere situationen bedst muligt, fortæller delingsfører Morten Zibrandtsen.