[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



NORDEFCO flyveren er landet, og den sidste koordination og instruks til hjælperne gives af TERM, før indkommende og udgående gods håndteres.


Set herfra, hvor jeres skribent sidder, er det nationale støtteelements terminalhold (TERM) som Your Friendly Neighbourhood Spiderman. Ikke at de fanger forbrydere i New York, men ligesom Spiderman dukker de op alle vegne og på steder og tidspunkter, hvor ingen andre kommer. Deres opgaver er dem, man ikke lægger mærke til. Men hvis de ikke bliver gjort, opdager man det.  

De håndterer alt gods, som skal sendes hjem, for eksempel bagage, militær materiel og post, og de sørger for fragt af forskelligt personel, som skal videre til andre destinationer.

Deres arbejdsplads er som et edderkoppespind, der er hæftet fast mange forskellige steder. I ISO-parken, hvor alt gods samles, og hvorfra de, under en ubarmhjertig sol, læsser godset og kører det til flyet. På flightline, hvor de skal være parate til at håndtere gods, der enten er på vej til os, eller som skal returneres til Danmark. På kontoret, hvor der ansøges om plads på et fly, som må transportere den ønskede godstype.




Tina fra CIS markerer gods til Danmark med blåt (det kolde nord), inden det læsses på flyet.


Post og gods skal hurtigt frem

Som TERM skal man være god til at skabe og vedligeholde relationer, da det letter det logistiske puslespil, som vægt, destination og godsets art udgør. I en utrættelig kamp med tiden arbejder de for at få gods og især post hurtigt frem. Som den korrekte Peter Parker sørger de for, at hver forsendelse er korrekt dokumenteret, manifesteret og registreret. Finder de gods, der ikke er det, sørger de for, at det kommer i orden og sender det til bestemmelsesstedet.

Leveringstiden på post varierer alt efter, hvor modtagerne befinder sig. I KAIA opsamles posten og sendes videre fra TERM’s postkontor til Kandahar Airfield og Mazar-e Sharif. Hvis der er personel, som kommer ind fra Headquarters, Qargha, Souter, ambassaden, Mazar-e Sharif og Kandahar, opfordrer TERM til, at de går ind på postkontoret og får posten med sig ud til de danskere, der befinder sig på de respektive steder. 






Forvalteren Jesper, Tina fra CIS og forsyningsbefalingsmanden Dennis hjælper Lasse fra TERM med at læsse flyet.


Højt serviceniveau

Gods er gods. Det skal ikke siges goddag og farvel til, og det har ikke nogle behov, der skal imødekommes. Det skal og har personel til gengæld. Når man ankommer med fly fra Danmark til Kabul, står det hjælpsomme TERM-personel altid klar på flightlinen til at tage imod. Hvis man skal videre fra KAIA N, sørger de for, at man bliver kørt til flyet, og at bagagen kommer med videre.

Når nogen skal hjem på leave, får de en-til-en instrukser inden afrejse. Serviceniveauet er højt, dog sender TERM ikke bagage i forvejen for dem, der skal hjem på leave.




POSTBM Lasse får en hjælpende hånd.


TERM er overalt

Uden at mærke det løber man ofte ind i spindet, der udgår fra TERM. Når man modtager sin bagage på sit tjenestested efter end of tour. Når man åbner en højt skattet pakke hjemmefra. Når man træder ud af flyet til en fremmed verden, og bliver taget godt imod. Når man sender hilsener og pakker hjem.

Således fortsætter TERM med at vandre ad de fine strenge i logistikkens spind, mens enhver dansker i Kabul, Mazar-e Sharif og Kandahar nyder godt af at have en Friendly Neighbourhood Spiderman.




Det er hårdt arbejde at håndlæsse køjesække.