[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der er langt fra Oksbøllejrens røde barakker til Kabuls internationale lufthavn og den omkringliggende støvede og varme millionby. Ikke desto mindre var lejren rammen omkring planlægningen af den næste omgang missionsorienterede uddannelse af Hold 2 til Hærens Styrke i Kabul.  




ISAF 17’s erfaringer fra Kabul bliver inddraget. Koordination er vigtigt.


Dele af staben ved 1. Brigade og en flok nyligt hjemkomne soldater fra det tidligere ISAF 17 var samlet i Oksbøllejren på en blæsende og regnfuld onsdag sidst i oktober.

 – Dybest set drejer det sig om kollegialitet, siger kaptajn Anders Sørensen fra staben ved 1. Brigade.

- Vi vil alle gerne være med til at skabe de bedst mulige rammer for de kolleger, som vi sender ud på en mission. Det gør vi blandt andet ved at bruge de mest friske erfaringer fra missionsområdet og med dem in mente skabe den mest realistiske uddannelse.

Hæren udsender stadig et bidrag til støtte for de afghanske sikkerhedsstyrker. Bidraget består primært af mentorer og vejledere samt en særlig sikringsenhed. Sikringsenhedens opgave er at transportere primært mentorer og vejledere rundt til de forskellige afghanske myndigheder og skoler. Samtidig sørger de for, at sikkerheden er i orden. Sikkerhed er stadig en vigtig ting at fokusere på Kabul-området, fordi der stadig er en trussel fra for eksempel improviserede sprængladninger og raketbeskydning.

De danske soldater støttes af Det Danske Element og et nationalt støtteelement, når det drejer sig om administrative og logistiske forhold.

For 1. Brigade er det vigtigt at skabe den bedst mulige ramme for den missionsorienterede uddannelse. Derfor gennemfører dele af staben og cheferne for det kommende hold en rekognoscering i missionsområdet, lige som de inddrager soldater, der nyligt er vendt hjem fra Kabul i både planlægning og gennemførelse af øvelsen.  




Detaljer er vigtige i både planlægning og gennemførelse af uddannelsen.


– Jeg er imponeret over den ildhu og seriøsitet, der er blevet lagt for dagen under vores planlægningsseminar. Alle har lagt sig i selen for at lave en virkelig god øvelse for det næste hold soldater, og der er blevet arbejdet fra tidlig til sent, fortæller Anders.

1. Brigade gennemfører den missionsorienterede uddannelse i januar 2015, lige før holdet rejser af sted.