[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Panserbataljonen ved Jydske Dragonregiment

Med 600 soldater, 36 pansrede køretøjer og mindst lige så mange lastbiler og almindelige biler, er det ikke nogen nem omgang at flytte en hel panserbataljon godt 1000 kilometer hjemmefra. I vanlig militær stil gøres en udfordring til træning, der kan gavne bataljonens videre arbejde.

- Den deployering (militært udtryk for at flytte, red.) vi gennemførte, er det tætteste vi kan komme på at løse en reel opgave, fortæller projektofficer kaptajn Rasmus Andersen.

- Uddannelsen i Panserbataljonen følger omstillingen i Hæren. Vi skal være klar til at blive indsat i forskellige opgaver. Denne øvelse var en lejlighed til at afprøve, om vi er klar til at rykke ud. Der er forskel på, om man kører til Oksbøl eller til Sydtyskland.

Se også artiklen PANSER SKYDER SKARPT

Forud for den ugelange øvelse er gået måneders planlægning, der udover et stort logistisk puslespil også fik testet Panserbataljonens diplomatiske evner. For at en bataljon kan rykke så massivt afsted, skal der skaffes tilladelser til alt - lige fra ammunitionen til ekstra udstyr. Det er ikke nogen nem eller billig omgang, som Panserbataljonen er ude på.


Leopard 2


Militær nødvendighed
For at det var muligt for Panserbataljonen at få det fulde udbytte af dagene i Grafenwöhr, har enheden måttet reducere i eller aflyse andre planlagte aktiviteter. Dele af den anvendte ammunition og nogle af de timer, som skulle bruges andetsteds, var afsat til øvelsen i Tyskland. Men det er en investering, som bataljonen gerne tager på sig.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi har fået bedre soldater med hjem. I Grafenwöhr kunne vi øve en række specifikke elementer af uddannelsen under enhedsskydninger, hvilket ikke er muligt i Danmark. Skyde- og øvelsesområdet er stort og indeholder et meget afvekslede terræn med blandt andet skov, bakker og bebyggelse. Det gav os mulighed for at gennemføre meget realistiske skydninger, fortæller Panserbataljonens næstkommanderende, major Jesper Møller-Pedersen. 


Førervirke

- For en bataljonsstab er det en stor opgave at planlægge en deployering. Men det er vigtigt og nødvendigt for at oparbejde den rette ekspertise. Under gennemførelsen af deployeringen mødte vi friktioner og uforudsete udfordringer. Det er disse forhold vi skal tage ved lære af, så vi har et bedre fundament, før vi skal deployere til en anden destination.

Panserbataljonens soldater fik under øvelsen i sidste uge mulighed for at opleve skydninger, som der slet ikke er mulighed for at gennemføre Danmark. Eksempelvis øvelsen i at ’rense et hus’, hvor soldaterne skal nedkæmpe fjendtlige styrker i en bebyggelse. Under denne øvelse var det tilladt at affyre skarpe skud inde i husene ligesom soldaterne også kunne øve realistisk skovkamp – igen med skarpe skud. Desuden fik kampvognseskadroner, infanteridelinger og mortersektioner mulighed for at øve samarbejde i et terræn, der var stort nok til at udfordre dem alle.


Infanterister øver sig i at rense et hus

- Det er vigtigt at gennemføre udfordrende aktiviteter. Det er noget både soldater og førere ser frem til. Det er syv år siden Panserbataljonen sidst var i Grafenwöhr, og det var en positiv oplevelse, som de rutinerede stadig taler om. Selvom det er en stor opgave, som kræver mange ressourcer – er det nødvendigt at gennemføre øvelser af denne art, understreger major Jesper Møller-Pedersen.

Den sidste togstamme med Panserbataljonens pansrede køretøjer ankom til Holstebro Banegård mandag aften den 7. juli, og de fleste soldater en nu gået på velfortjent ferie.