[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den 4. december gennemførte Haderslev Kommune og Haderslev Kaserne årets anden kontingentparade for hjemvendte soldater. De hjemvendte soldater tilhører Telegrafkompagniets DCM-E kompagni, en enhed som ofte er udsendt. Det er derfor vigtigt for soldaten, at baglandet støtter op om det hyppige fravær.


Glæden var stor hos de pårørende ved endelig at have deres familiemedlem hjemme igen.

- Familien er endelig samlet! Det er så dejligt, udtaler Marianne.

- Det er hårdt at skulle undvære manden i størstedelen af året, men jeg kender vigtigheden af det arbejde, enheden udfører, siger Pia og fortsætter:

- Men jeg indrømmer, at jeg bander jobbet lang væk, når jeg skal skovle sne alene herhjemme, mens Martin sidder i et varmt land langt væk.

Jesper er endelig hjemme


-Det er min første udsendelse! Men det er nu rart at være hjemme igen, siger Jesper, og hans mor istemmer:

- Det har været hårdt at undvære Jesper, men han er heldigvis den samme, som da han tog af sted.


Telegrafregimentet udførte æreskommando for paraden.

Anderledes ser det ud for Jimmi.

- Det er ottende gang jeg er af sted. Det er virkelig dejligt at være retur, siger Jimmi, tænker lidt og fortsætter:

- Familien har været nød til at vænne sig til mit fravær. Men det er aldrig sjov at skulle sige på gensyn.

- Jeg tror aldrig, familien vænner sig til det, siger Fritz, som er pårørende til en af de hjemvendte soldater:

- Men jeg tror det tidspunkt, hvor det var hårdest for min hustru, var da min søn og jeg var udsendt på samme tid.

Efter et veloverstået arrangement med parade gennem byen, tale ved rådhuset og fremvisning af soldaternes materiel kan soldaterne nu se frem til tid med deres pårørende.  

---

FAKTA
- DCMKMP (Deployable Communications and Information Systems kompagni)

•    Kompagniet hører under NATO og er det eneste af slagsen i Danmark. Administrativt hører de under 1. Hovedkvartersbataljon i Haderslev, men operativt (fordi det reelt set er NATO soldater) hører de under 1.NSB (1. NATO Signal Bataljon), der har til huse i Wesel i Tyskland.

•    25 soldater fra DCMKMP er i løbet af september kommet hjem fra mission i henholdsvis Afghanistan og Tyrkiet . Det er disse soldaters opgaveløsning og hjemkomst, der blev markeret. Alle soldaterne er mænd.

•    Det drejer sig om syv mand, der har været i Tyrkiet for at støtte de Patriot-enheder, NATO har opstillet til støtte for det tyrkiske luftforsvar (missionen er pt. ved at lukke), samt 17 mand der har været i Afghanistan til støtte for NATO-hovedkvarteret på Kandahar Airfield. Alle 25 soldater har været udsendt fra maj til september i år.

•    Hovedparten har tidligere været udsendt (typisk til Afghanistan).

•    Generelt for DCM KMP gælder det, at der er stor udsendelseshyppighed og deltagelse i lange øvelser. KMP består af topprofessionelle og teknisk mindede soldater.