[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Veteranerne Vagn Jepsen og Anders Justesen klar til kransenedlæggelse (Foto: Kennet Bøeg-Jensen)


Klokken 04:15 den 9. april 1940 krydsede den store tyske krigsmaskine den dansk-tyske grænse. De danske soldater bliver revet ud af sengene og beordret at gøre klar til kamp. Denne dato er fortsat vigtig for Danmark og i særdeleshed for Sønderjylland. På Haderslev Kaserne er der tradition for at mindes de fire soldater, som mistede livet i kampene mod tyskerne i byen.



Kransenedlæggelse ved mindetavlerne på Haderslev Kaserne (Foto: Kennet Bøeg-Jensen)

Det var ikke tilladt at grave stillinger

Til dagens arrangement mødte tre af syv nulevende veteraner op. Alle over 95 år gamle. Klokken 07:55 blev fane- og æreskommando, Slesvigske Musikkorps sammen med fremmødte veteraner og gæster antrådt foran mindetavlerne på kasernens hovedbygning. Ført an af garnisonskommandant oberst Søren Bo Bojesen, der i sin tale til de fremmødte kom ind på Hærens forholdsordre fra 1940, hvori der stod:

- I intet tilfælde må der skrides til angreb uden ministeriets ordre, med mindre det sker som forsvar.

Obersten talte om de cirka 400 mand, der blev alarmeret og rykkede på plads i byens vestlige udkant. De havde ikke tilladelse til at grave stillinger, og de måtte altså kun bruge deres våben i selvforsvar.

Veteraner lagde krans ved mindetavlen

Efter oberstens tale blev der lagt kranse ved mindetavlen på kasernens sydmur. Ud over garnisonskommandantens krans fra Hæren lagde veteranerne også en krans for deres fire faldne kammerater. Haderslev led de største tab og var rammen for de hårdeste kampe i forbindelse med besættelsen, der på landsplan kostede 16 soldater livet og sårede 20.



Paraden forlader Haderslev Kaserne (Foto: Kennet Bøeg-Jensen)

Parade igennem Haderslev by
En parade bestående af Slesvigske Musikkorps, et fanekommando fra henholdsvis Hovedkvartersbataljonen ved Telegrafregimentet og et fra Fighter Wing Skrydstrup, et æreskommando fra Hovedkvartersbataljonen ved Telegrafregimentet efterfulgt af en faneborg fra soldaterforeningerne, repræsentanter fra stabe og enheder i garnisonen, pårørende og gæster gik herefter gennem Haderslev by. Målet var obelisken ved Hertug Hans Kirke kun et stenkast fra stedet, hvor danske soldater tog kampen op mod det tyske panser med en 37 millimeter fodfolkskanon, og hvor to danske soldater betalte den højeste pris.

Ved obelisken talte oberst Søren Bo Bojesen kampen:

- Ved Sønderbro blev der kæmpet tappert og uden tøven. Kanonskytten, menig Hans Christian Hansen, traf de forreste to kampvogne og skød bælterne af den tredje. Efter en kort ildkamp blev kanonkommandøren og besætningen alle dræbt eller sårede, fortalte obersten.



General Peter Bartram holder tale ved obelisken (Foto: Kennet Bøeg-Jensen)


Forsvarschefen: En bedrift, der aftvinger respekt

Forsvarschefen, general Peter Bartram, var mødt op for at lægge en krans på vegne af Forsvaret og for at tale til de fremmødte. Talen handlede om Danmarks rolle efter krigen og med en særlig henvendelse til veteranerne sagde han blandt andet:

- Det var jer, der tog kampen op mod den tyske invasionsstyrke. En helt igennem modig og anerkendelsesværdig indsats. En bedrift som i militære kredse altid har aftvunget respekt.



Luftfoto fra Hertug Hans Kirken (Foto: Fighter Wing Skrydstrup)

Der blev derudover lagt kranse fra pårørende, soldaterforeningerne, Fighter Wing Skrydstrup, Forsvarsselskabet samt Haderslev kommune. Efterfølgende var der mindeandagt ved pastor Christian de Fine Licht, hvor deres excellencer Grev Ingolf og Grevinde Sussie deltog sammen med en stor skare af fremmødte. Til slut formeredes paraden igen og begav sig tilbage til kasernen. Her holdt man to minutters stilhed hvorefter kasernens store flag gik til tops, efter at have flaget på halv fra solopgang.



Flaget går på hel klokken 12:02 efter 2 minutters stilhed (Foto: Kennet Bøeg-Jensen)


Se flere billeder fra dagen her.