[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Tre kinesiske krigsskibe med omkring 800 besætningsmedlemmer vil i den kommende weekend lægge beslag på en pæn del af Oceankaj i Københavns Nordhavn. Det kinesiske flådebesøg sker som led i en større rundtur, hvor den kinesiske styrke også besøger Finland, Sverige, USA og Australien. Besøget kommer i forlængelse af et samarbejde mellem Søværnet og den kinesiske flåde under operationen, der fjernede stoffer fra Syriens kemiske våbenprogram. Fregatten Iver Huitfeldt ledsager den kinesiske flådestyrke ind i Københavns Havn og vil ligge ved kaj sammen med de kinesiske skibe.


Flotilleadmiral Torben Mikkelsen var chef for en af de flådestyrker, der sikrede afhentningen af kemiske stoffer fra Syrien under Operation RECSYR, hvor også den kinesiske flåde deltog. På fredag modtager han som chef for Søværnets Taktiske Stab den kinesiske styrke, der kommer til København.


I forbindelse med flådebesøget vil den kinesiske ambassadør i Danmark, Liu Biwei og chefen for flådestyrken, senior captain Wang Jianxun, gerne vise de kinesiske skibe frem for ansatte i Forsvaret og deres familier. Derfor indbyder kineserne til åbent skib lørdag den 19. september mellem kl. 10 og 12.

For at komme om bord skal man medbringe et militært ID-kort. Der vil være sikkerhedskontrol, før man går om bord. Kineserne beder om, at man ikke medbringer store tasker, rygsække eller andre større ting.

De kinesiske skibe ligger på Oceankaj 6 i Nordhavnen.