[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Oberstløjtnant Kim Meyer var en af drivkræfterne bag, at danske fly fik adgang til Al Asad Airbase
Af Morten Just Brandstrup, VFK
Da oberstløjtnant Kim Meyer i februar ankom til Operation Inherent Resolves operationshovedkvarter i Iraks hovedstad Bagdad var det ikke som ved hans tidligere udsendelser. Han var ene dansker i hovedkvarteret, som stadig var under opbygning, og derudover var krigen ikke ledet af NATO eller FN, men var en koalitionsmission med USA som leder, og det var meget uvant for en dansk soldat.
Oprindelig skulle han have været til Afghanistan, men to dage efter han var færdig med forberedelserne til den udsendelse, fik han en opringning fra Værnsfælles Forsvarskommando, der ændrede Kim Meyers planer.
- Jeg havde tidligere været i Irak, og jeg tror, det var derfor, de kontaktede mig, da man skulle bruge en forbindelsesofficer i Bagdad til de 120 mand på Al Asad Airbase, siger Kim Meyer
Skaffede danske fly adgang
Det var ikke en nem opgave, Kim Meyer var sat på i det ufærdige hovedkvarter.
- Det kan godt være hårdt at være alene om det hele. De fleste koalitionslande sendte som minimum to, men jeg var den eneste dansker. Det krævede høj disciplin, og jeg fik for alvor lov til at være professionel, for alle ved, hvem du er, når du er den eneste. Men på den måde får du også lettere skabt et netværk, siger Kim Meyer
En af de opgaver, hvor Kim Meyer fik brug for sit netværk, var, da han skulle skabe forudsætninger for, at de danske, militære transportfly kunne få adgang til det irakiske luftrum og til Al Asad Airbase, hvor det danske træningsbidrag primært er placeret. Som det var, skulle al lufttransport baseres på støtte fra andre, primært USA. Det kunne han få lov til blandt andet på grund af de relationer, han havde opbygget til officererne i hovedkvarteret og i den irakiske administration.
- Amerikanerne kan godt lide, hvis du er progressiv og byder ind og kan gøre det med en vis kvalitet. Hvis du gør det, så bliver du accepteret, inkluderet og får medansvar, siger Kim Meyer
Kim Meyer kunne derfor gå i gang med at undersøge proceduren for flyvningerne, og efter fem-seks ugers arbejde knækkede han koden.
- Jeg fandt ud af, hvem man skulle tale med, hvilke dokumenter der skulle sendes på engelsk og arabisk, og i hvilken rækkefølge det hele skulle finde sted. Det løste udfordringen, og danskerne kan nu flyve ind til Al Asad Aibase, siger Kim Meyer.
Tidligere havde Kim Meyer etableret et forum af repræsentanter fra alle koalitionens lande, og sammen med dem udviklede han en fælles manual til, hvordan alle kunne opnå flytilladelserne på samme måde.
- Det endte med, at fremfor at skulle gennem lange mailudvekslinger kunne man nu blot henvende sig til en enkelt person, så blev hele apparatet sat i gang, siger Kim Meyer.
Kulminationen på et halvt års udsendelse
Kort før Kim Meyer rejste hjem til Danmark efter fem måneders udsendelse, blev han belønnet for sin indsats i operationshovedkvarteret af sine amerikanske kolleger.
- Jeg var den eneste ud af 42 oberstløjtnanter fra 11 lande, der fik ’US Army Meritorious Service Medal’. Det er den tredje-højeste amerikanske medalje, som ikke-amerikanere kan modtage. Det er der ikke så mange andre danskere, der oplever, og det kom også bag på mig, siger Kim Meyer.
Medaljen modtog han på baggrund af styrkelsen af de danske bidrag, sit engagement i at forbedre koalitionslandendes samarbejde og for sine bidrag i planlægningen af de irakiske operationer i udsendelsesperioden.