[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Søren Lindhardt, journalist, VFK


De danske instruktører foreviser, hvordan handlebanen skal gennemføres. Forreste mand bliver såret og skal evakueres og stabiliseres, mens kollegerne sikrer. (Foto: Simone, presseofficer, OIR Hold 2)

Det danske træningsbidrag på Al Asad Air Base i Irak, som er udsendt til Operation Inherent Resolve, træner irakiske soldater i forskellige militærfaglige discipliner. Det kan være skydning, førstehjælp eller forholdsregler over for IED’er, så irakerne er bedre klædt på til at tage kampen op mod ISIL.

Onsdag kulminerede så et fem dages træningsforløb i førstehjælp på kamppladsen med handlebaner og tests for 14 kommende sygehjælpere fra den irakiske hær.

- De irakiske soldater på dette hold havde et fornuftigt grundniveau, som vi så har bygget videre på med det, der svarer til et dansk kursus i taktisk sanitet plus nogle mere komplicerede elementer fra amerikanernes førstehjælpskursus. De bruger for eksempel en nål til at lukke falsk luft ud ved lungelæsioner og en sonde til at sikre frie luftveje, fortæller premierløjtnant Magnus, der leder kurset.




Dagen startede med test i at anlægge tourniquet på egen arm og eget ben, og derefter gjaldt det forskellige handlebaner, hvor alle kursister skulle gennemføre som både redder og såret. (Foto: Simone, presseofficer, OIR Hold 2)

Ud over et diplom for bestået uddannelse får de irakiske soldater udleveret et antal amerikanske førstehjælpstasker, som de kan tage med sig tilbage til deres enheder, som de nu har bedre forudsætninger for at hjælpe:

- De har været meget interesserede i at lære, og de har hørt godt efter. Nogle af dem er faktisk blevet rigtigt gode, fortæller premierløjtnant Magnus.



Selvtilliden fejlede ikke noget, da den sidste prøve var bestået, og diplomet var i hus. (Foto: Simone, presseofficer, OIR Hold 2)