[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I perioden 3. - 5. maj var Chefen for Hærstaben vært for Nordic Chiefs of Army Staff Talks. Arrangement er en årlig tilbagevendende aktivitet, hvor de nordiske Hærstabschefer fra hhv. Finland, Norge, Sverige og Danmark mødes med formål at styrke de nordiske relationer og militærfaglige bånd.

For at forstå fremtiden skal vi kende vores historie. Derfor var der planlagt rundvisning på Rosenborg Slot samt gennemgang af Den Kongelige Livgardes historiske samling på Livgardens Kaserne i Gothersgade i København.




NCAST deltagerne foran Rosenborg

Mandag d. 4. maj - 70 års dagen for Danmarks befrielse fra tysk besættelse gennemførte de fire Hærchefer kranselægning på Kastellet for at mindes befrielsen samt de soldater og deres familier, som har betalt den højeste pris.
Den Kongelige Livgarde opstillede et flot æreskommando med chefen for Vagtkompagniet som fører. Hærcheferne blev budt velkommen af Chefen for Den Kongelige Livgarde oberst Klavs Lawes.
– Det var en smuk gestus, at vi sammen kunne vise vores respekt for dem, der har ydet det ultimative offer; tak for det, siger chefen for Hærstaben, generalmajor H.-C. Mathiesen.




De fire Hærchefer lagde hver en krans

Efterfølgende bød det planlagte program på briefinger, demonstration af Projekt Energirigtig Køretøjshåndtering og pistolskydekonkurrence. Endnu engang med fortrinlig støtte af Den Kongelige Livgarde.




Pistolskydekonkurrence, her ses de fire nordiske Hærstabschefer i skarp konkurrence

De nordiske hære er alle under omstilling uanset forskelle i national sikkerhedspolitik. Udfordringerne er sammenlignelige i en omskiftelig sikkerhedspolitisk situation, hvorfor samarbejdet mellem enheder i hærene bliver udvidet.

Sverige er vært for NCAST i 2016 – vi ser frem til samarbejdet.