[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Paraden markerede, foruden kommandooverdragelsen, at seks måneders udsendelse for RS hold 1 havde nået sin afslutning. For præcis seks måneder siden overtog de kommandoen fra ISAF hold 17, som havde tilendebragt det danske engagement i Helmand og foretaget etableringen af de danske faciliteter på Hamid Karzai International Airport (HKIA), tidl. Kabul International Airport. En opgave, som hold 1 i den nye mission RS (Resolute Support) har konsolideret og ved paraden overdrog til hold 2.

Luften var fuld af forventning. Forventning om snart at skulle se sine kære igen, hvad angik hold 1, og forventning om snart at være herre i eget hus, hvad angik hold 2.

Under paraden talte chefen for Det Danske Element hold 1, oberstløjtnant Henrik Schirrmacher til paraden:

- Hold 1, I kan være stolte af den opgave som er blevet løftet i løbet af de sidste seks måneder. Vi har i fællesskab givet hold 2 de bedste forudsætninger for at bringe stafetten videre.


Oberstløjtnant Henrik Schirrmacher til kommandooverdragelsen i Kabul d. 7. februar.

Brigadegeneral H.C. Enevold takkede i sin tale RS hold 1 for deres indsats og understregede desuden, at sikkerheden er hans højeste prioritet.


Brigadegeneral H.C. Enevold til kommandooverdragelsen i Kabul d. 7. februar.

Slutteligt talte oberstløjtnant Henrik S. Bach efter kommandooverdragelsen, hvor han takkede RS hold 1 for den gode overdragelse. Hold 1 har udarbejdet standardprocedurer for Det Danske Element (DANELM), baseret på 6 måneders erfaring, og Henrik S. Bach lagde vægt på, at hold 2 vil begynde med at afprøve disse procedurer, indtil den fornødne ekspertise er tilegnet på hold 2.


Oberstløjtnant Henrik S. Bach til kommandooverdragelsen i Kabul d. 7. februar.

RS Hold 2, som DANELM indgår i, har til opgave at rådgive og vejlede de afghanske sikkerhedsstyrker. Det danske bidrag støtter denne opgave på flere niveauer; lige fra undervisere på det afghanske militærakademi, til rådgivere på afghanske tjenestegrensskoler og i det afghanske forsvarsministerium.  Yderligere indgår et sikrings- og eskortebidrag fra Opklaringsbataljonen på Bornholm i RS 2.