[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I fortsættelse af forligskredsens godkendelse i sidste uge, har direktøren for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Generalløjtnant Niels Bundsgaard i dag skrevet kontrakt omkring leveringen af 309 stk. pansrede mandskabsvogne af typen Piranha 5.

Kontrakten er indgået med General Dynamics European Land Systems – MOWAG GmbH repræsenteret ved manager Oliver Dürr for MOWAG i Kreuzlingen Schweiz og Alfonso Ramonet, der er præsident for moderselskabet.



De første leveres i 2018
Kontrakten er den foreløbige kulmination på et omfattende anskaffelsesforløb i samarbejde med Værnsfælles Forsvarskommando.

Næste skridt er godkendelsen af aktstykket i folketingets finansudvalg hvorefter produktionen iværksættes.

De første køretøjer er planlagt til levering i 2018 og anskaffelsesforløbet strækker sig til 2023, hvormed Piranha 5 vil udgøre hærens rygrad af pansrede køretøjer.