[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Mandag d. 3. august mønstrede en række unge til deres værnepligt, men det er ikke kun værnepligtige, der i disse dage mønstrer på Aalborg Kaserner. Militærpolitiet har nemlig indgået et samarbejde med en række håbefulde studerende fra Aalborg Universitet, der i de kommende måneder skal være i praktik hos Militærpolitiet.

I alt er 17 studerende fra forskellige uddannelsesretninger repræsenteret, såsom Anvendt Filosofi, Kriminologi, Kommunikation og Interaktive Digitale Medier. Da de studerende kommer fra flere forskellige uddannelsesretninger, er der forskellige opgaver til dem.

De studerende fra Kommunikation og Interaktive Digitale Medier varetager for eksempel arbejdet med hvervemateriale og en mediestrategi. Dette indebærer blandt andet at undersøge det generelle kendskab til Militærpolitiet, for at kunne målrette den fremtidige kommunikation.

De krimonologi-studerende undersøger brugen af steroider og andre præstationsfremmende stoffer i Forsvaret. Herudover arbejder nogle af de studerende med JTI-profiler og kommunikationsteknikker og ser nærmere på kompetenceudvikling.

To studerende arbejder med juridiske aspekter – den ene med Militærpolitiets beføjelser i forhold til flygtningestrømme, den anden beskæftiger sig med Arktis. Slutteligt er to studerende fra henholdsvis Politik og Administration, samt Læring og Forandringsprocesser i gang med at undersøge organisationsopbygningen og kulturen i den ny værnsfælles enhed, herunder mødestruktur og kommunikation ved MP-staben.



Projekt kører videre trods chefskifte
Da nuværende regimentschef, oberst Jess Møller Nielsen, fratrådte stillingen som MP-chef i maj måned 2015, havde han iværksat det nye samarbejde, som den fungerende MP-chef, major Claus Brønnum, valgte at fortsætte. Han valgte at lade projektet køre videre, fordi han mener, at det er væsentlig at få friske og neutrale input for at kunne udvikle sig.

- Det kan godt være, at jeg kommer frem til samme resultat af analysen, men qua min baggrund og hvor jeg sidder, så er mit svar sløret. Man er nødt til at forstå, at vi er skolet i samme tankegang, vi har samme uddannelse og har ens baggrunde, siger han.

Det har dog ikke været en kort proces at iværksætte samarbejdet med Aalborg Universitet, da man fra Militærpolitiets side ville være sikre på, at man kunne give de studerende de rette betingelser for at kunne afprøve deres kunnen og derved skabe sig erfaring.

- Hvis vi ikke kunne identificere et klart formål med både personens studieretning og det, vi kunne tilbyde, så har vi måtte takke nej, fortæller Claus Brønnum om den store interesse fra de studerende.

De studerende er på kasernen indtil medio december, og de skal gennem forløbet udarbejde et semesterprojekt om MP, som senere skal forsvares til en afsluttende eksamen på universitetet. Samarbejdet med Aalborg Universitet forventes således at fortsætte under den nye MP-chef, major Thorsten Lyhne Jørgensen, indtil det forankres i Trænregimentet.