[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De kommende tre dage brager Nordic Military Shooting Championship for pistol og gevær løs i Vingsted og Nymindegab.

Konkurrencerne er både individuelle og for hold. Tirsdag og onsdag foregår konkurrencerne i Vingsted og flytter så til feltskydebanerne i Nymindegab torsdag.
Forholdene på skydebanerne i Vingsted gør konkurrenceforholdene rigtig gode for de 86 deltagere, som indleder konkurrencerne tirsdag klokken 10.00.


Kampen om mesterskabet er i gang. Foto: NMSC

Deltagerne ankom til Varde Kaserne mandag eftermiddag, hvor der var officiel åbningsceremoni med blandt andet faldskærmsspringere, der bragte Dannebrog sikkert frem fra luften.

Blandt de første skytter, der ankom, var premierløjtnant Antti Kajan fra Finland.

-Vi har haft en god tur her til. Så nu fokuserer vi på at blive klar til konkurrencerne, siger Antti Kajan, der er riffelskytte og deltager ved sit femte nordiske mesterskab.

Hans forventninger er at tangere sin personlige rekord. Om det rækker til en medalje vil de kommende dage vise.

Ved velkomsten mandag aften pegede garnisonskommandant i Varde, oberst Birger Mejlholm, skydningens betydning for militært personel.

-Skydefærdigheder er grundlæggende for alle soldater uanset værn eller rang, sagde Birger Mejlholm.

Netop derfor har skydekonkurrencer traditionelt stor militær bevågenhed.