[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Stemningen var god, da chefen for II Panserinfanteribataljon ved Gardehusarregimentet oberstløjtnant Thomas Ø. Knudsen forleden bød 120 soldater velkommen i det store auditorium på Gardehusarkasernen.


Chefen for II Panserinfanteribataljon ved Gardehusarregimentet Thomas Ø. Knudsen byder velkommen til soldaterne, der under hans ledelse skal afløse det nuværende, danske træningsbidrag i Irak.

Soldaterne skal i løbet af juli udsendes til det danske bidrag ved Operation Inherent Resolve i Irak, og velkomsttalen var startskuddet til en måneds uddannelse, der skal forberede dem på den kommende mission.

- Jeg har set frem til denne dag, var de første ord fra Thomas Ø. Knudsen.

Velkomsten blev efterfulgt af en briefing fra Thomas Ø. Knudsen, hvor han fortalte om holdets sammensætning, situationen i Irak og de opgaver, soldaterne skal forberede sig på at løse, når de kommer derned.

Omkring halvdelen af soldaterne på det danske træningsbidrags Hold 2 kommer fra enhederne ved Gardehusarregimentet, mens de resterende kommer fra Hærens øvrige myndigheder. De skal afløse Hold 1, som i øjeblikket befinder sig på den irakiske militærbase. Langt størstedelen er officerer og befalingsmænd, der skal træne irakiske sikkerhedsstyrker i en række militære discipliner, men bidraget indeholder også en sikringsstyrke og en række mindre kapaciteter.

Den kommende måned vil blive brugt på intensiv uddannelse og samtræning af de forskellige grene af specialer, så hele holdet er klart, når de umiddelbart efter sommerferien udsendes som det danske landmilitære bidrag til Operation Inherent Resolve i Anbar-provinsen i Irak.


Soldaterne havde set frem til at møde de kolleger, som de det næste halve år skal dele hverdagen med i Irak.

Fakta om missionen i Irak
Det danske træningsbidrag indgår i en amerikansk ledet koalition. Bidraget er oprettet på baggrund af en anmodning fra den irakiske regering, der via FN har bedt det internationale samfund om hjælp i kampen mod ISIL. Folketinget besluttede med et stort flertal i efteråret 2014 at udsende et luftmilitært F-16 kampfly bidrag, et mindre stabsbidrag samt et landmilitært træningsbidrag.
Danske soldater skal træne de irakiske sikkerhedsstyrker, så de står stærkere i kampen mod ISIL. De danske soldater skal ikke selv i kamp, og træningen vil udelukkende foregå på Al Asad Air Base af såvel danske som amerikanske soldater.
Soldaterne skal bo i den dansk-amerikanske lejr beliggende på Al Asad Air Base. Basen ligger 180 kilometer vest for Bagdad, og var indtil 2011 den største amerikanske base i Irak.