[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]


Den estiske forsvarsattaché, oberst Raul Tônnov, havde taget turen til Viborg for at overrække den estiske hærs gyldne kors til oberst Jens Christian Lund.

Det var en stolt og bevæget Jens Christian Lund, der forleden blev hædret med en fortjenstmedalje fra den estiske hær. Den pensionerede oberst modtog medaljen som en markering af, at han som chef ved Prinsens Livregiment i perioden fra 1995 til 2005 var med til at uddanne estiske soldater til at deltage i fredsbevarende missioner.

Oberst Raul Tônov, der er forsvarsattaché ved den estiske ambassade i Stockholm, var mødt op i privaten hos Jens Christian Lund med blomster og rosende ord fra Estland.

- Oberst Lund modtager Estonian Army Officers Golden Cross, fordi vi gerne vil markere, at det nu er 20 år siden, han med stor succes var med til at uddanne 5.000 officerer fra Estland, Letland og Lithauen, så de kunne tage på fredsbevarende mission sammen. Oberst Lunds indsats var blandt andet medvirkende til, at vi senere var i stand til at søge om optagelse i NATO, sagde Raul Tônnov.

Det er ikke første gang, oberst Lund modtager en medalje for sin lange karriere i Forsvaret. 23 styk er det efterhånden blevet til, og med sammenlagt fire medaljer fra det Estiske Forsvar, er Jens Christian Lund en af de danskere, der har modtaget flest udmærkelser derfra. Men trods den i forvejen store medaljehøst var obersten glad og taknemmelig for den store anerkendelse.

- Det var en stor ære for mig at være med til at uddanne de mange velkvalificerede baltiske soldater, og jeg er meget taknemmelig for at modtage medaljen, særligt nu hvor jeg er en gammel mand og er blevet ramt af Parkinsons sygdom, sagde Jens Christian Lund.


Oberst Jens Christian Lund
  • Født den 22. Juni 1945 i Thy.
  • Bosat i Viborg.
  • Udnævnt til oberst i 1995.
  • Regimentschef ved Prinsens Livregiment i perioden 1995-2005.
  • Har været chef for Forsvarets Værnepligt og Rekruttering.
  • Har været udstationeret på Cypern og i Zagreb.
  • Blev pensioneret i 2005.
  • Sad i Byrådet i Viborg i syv år.
  • Sad i Folketinget for Socialdemokratiet i perioden fra 2005 til 2011.
  • Er Kommandør af Dannebrog.