[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



De tre værnsstabe er nu officielt samlet i Karup, og det blev markeret ved en parade den 22. april. Stabene stod samlet ude foran det nye fælles domicil og alle tre stabschefer var med til at markere.

- Nu ser vi fremad. Der mangler fortsat lidt praktisk hist og her, men det skal nok komme. Vi er nu samlet i Karup og vil fremover nyde godt af den synergi, der naturligt opstår, når mennesker, der skal lave gode og koordinerede løsninger, er samlet så tæt, sagde kontreadmiral Frank Trojahn, der er chef for marinestaben og talte på vegne af de tre stabschefer til paraden.

Et samarbejde chefen for marinestaben så frem til at komme i gang med.

- Samarbejdet vil føre til erfaringsudveksling på tværs af vore tre værn og i sidste ende føre til en bedre løsning af vores individuelle og fælles opgaver.

Han benyttede samtidig lejligheden til at takke de to andre værnsstabe og stabstøtteelementet for den fine modtagelse af marinestaben, som først i marts flyttede til Karup.



Ved den efterfølgende reception sagde også chefen for flyverstaben, generalmajor MALT Nielsen, et par ord. Han opfordrede til erfaringsudveksling værnene i mellem.

- Vi skal give betydningen af værnsfælles ben at gå på og bevidst søge at høste gevinst af det. Jeg bilder mig ikke ind, at alle brikker falder på plads i løbet af få uger, eller at det sker, uden at vi møder knaster eller udfordringer. Men jeg tror fuldt og fast på, at når vi aktivt søger samarbejdet, så vil vi i løbet af ganske få måneder opleve VFK lige så naturlig og velfungerende som enhver anden arbejdsplads i Forsvaret, sagde han.