[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Delingen går forsigtigt frem ad en støvet grusvej. De er på vej mod et forladt checkpoint med ordre til at bemande det. Pludselig knæler forreste mand ned, stilheden brydes af et råb, ”COMMANDER”.
Alle knæler, og sikrer delingen. Føreren løber frem.
Fremme ved forreste mand udpeges et sted på jorden. Små spor indikerer, at der kan være en improviseret mine skjult – usynlig for det utrænede øje. Føreren kontakter sin chef, og forklarer situationen. Svaret tilbage er klart. Delingen SKAL frem til checkpointet, så det skal undersøges, om der ligger improviserede miner i vejen.
Improviserede miner giver tab
I kampen mod ISIL har Peshmergas sikkerhedsstyrker lidt store tab til improviserede miner. Derfor indgår uddannelse i imødegåelse af improviserede miner, som en del af opgaverne for det danske styrkebidrag under operation Shader i det nordlige Irak.
De danske instruktører er infanterister med en særlig uddannelse i ”forhold overfor miner” samt en specialist fra ingeniørregimentet i Skive. Deres opgave består i at give Peshmergaerne en række værktøjer, der kan hjælpe med at undgå disse tab.
Fleksibel tænkning med kort varsel
Opgaven kom med kort varsel, og ingen vidste derfor noget om elevantal, uddannelsesniveau, uddannelsesmateriel eller tid til rådighed forud for deployeringen. Konklusionen på dette var, at tænke fleksibelt.
- Vi måtte forsøge at sætte os i Peshmergaernes sted. For at få sporet tankerne fik vi hjælp fra EOD- & searchcenteret ved ingeniørregimentet. Vores uddannelse er derfor opbygget af en række praktiske færdigheder samt taktiske formationer, siger premierløjtnant Lars Kristensen.
Uddannelsen tager udgangspunkt i de samme tekniker og taktiker, som danske soldater bliver uddannet i. En uddannelse, der baserer sig på erfaringer fra det seneste årtis indsættelse i Irak og Afghanistan.
- Forskellen er, at vi ikke uddanner på de elektroniske hjælpemidler som minesøgere, da Peshmergaerne ikke har disse hjælpemidler til rådighed, tilføjer han.
Realistisk uddannelse
For hvert 3 ugers kursus uddannes der to hold: Et ”specialist hold”, der bliver uddannet i både praktiske og taktiske færdigheder. Efterfølgende uddannes et ”operatør hold”, der kun bliver uddannet i de praktiske færdigheder.
Eleverne udannes blandt andet i, synsteknikker, der skal hjælpe med at ”se det unormale” i terrænet (kaldet Ground Sign Awareness), identifikation af områder og punkter, hvor sandsynligheden for improviserede miner er størst, improviserede miners opbygning og taktiske formationer, der tilgodeser identifikation af improviserede miner - eller dele af dem.
- For at give Peshmergaerne den mest realistiske uddannelse har vi produceret en række uddannelseshjælpemidler som eksempelvis improviserede midler til markering af miner og eksempler på forskellige ”blinde” improviserede miner. Alt er lavet ud fra materialer, som enten Peshmergaerne har leveret, eller vi har fundet i området, siger premierløjtnant Lars Kristensen.
God modtagelse
Peshmergaerne er meget motiverede og ønsker i høj grad at lære. De viser stort engagement, og har været med til at give lynkursus til de soldater, der ikke har deltaget i C-IED holdene.
- Samtidig er vi begyndt at bruge de dygtigste elever fra hvert specialisthold til at uddanne på operatørholdet. På den måde får Peshmergaerne endnu mere ansvar, samtidig med at det gør undervisningen mere effektiv, siger Lars Kristiansen
Eksamensminer
Tilbage på grusvejen. Alle i delingen har lagt sig ned. Den forreste mand er forsigtigt kravlet frem for at undersøge det mulige fund. Minutiøst arbejder han sig ned i jorden. Med et bliver der råbt, ”Commander, TNT!”. Der er et fund.
Fundet bliver markeret med et mineskilt. Den forreste soldat og føreren ser tilfredse ud, og det gør de instruktører, der følger delingen, også.
Eksamen er bestået - alle improviserede miner er fundet.
Delingen har overlevet, og Peshmergaerne har vist, at de har kunnet bruge de værktøjer, der er blevet givet dem, til at undgå improviserede miner.