[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Selvom det er den varmeste vinter i mands minde i Boden i Nordsverige, så ligger sneen stadig metertyk i de vidtstrakte svenske skove. Og netop sneen er årsagen til, at godt 150 soldater fra JDR og GHR, i disse uger er taget herop for at lære at overleve og kæmpe i det såkaldt subarktiske klima.

Soldaterne har i første omgang lært grundlæggende discipliner som at stå på ski, klæde sig korrekt og at slå lejr i terrænet, men de er også hurtigt blevet introduceret til overlevelse i iskoldt vand, oprettelse af nærforsvar og at klare sig fuldstændigt på egen hånd.

- Især skitræningen har været udfordrende for mange, for der er en stor del, som aldrig har haft et par ski på før, lyder det fra sergent Jørgensen. Han er en af de danske instruktører, som i løbet af det sidste års tid er blevet uddannet i vinterdisciplinerne ved det svenske forsvar.

- Vi kan også godt mærke, at soldaterne bliver mere pressede af miljøet, end det de er vant til hjemme i Danmark. På øvelser i for eksempel Oksbøl bliver man godt nok næsten altid våd, men heroppe er naturen alligevel langt mindre tilgivende, hvis man ikke tænker sig om. I Danmark kan man jo altid finde en gård at gå ind til, hvis man virkelig føler sig i fare, men her i Sverige kan hjælpen godt være meget langt væk.



Der er langt imellem de rigtigt rutinerede langrendsløbere blandt de danske soldater, men tre ugers træning skulle gerne hjælpe på sagen.



Stor øvelse mod svenske enheder
Efter den første uges grundlæggende vintertræning skal soldaterne for alvor afprøves i en ni dage lang storstilet øvelse imod svenske enheder på tilsammen 850 mand. De danske vinterkrigere forstærkes dog af en svensk kampvognsdeling. Øvelsesområdet ligger klods op af Polarcirklen, så alle de tillærte færdigheder i vinterkrig kan komme i brug. Soldaterne kommer dog ikke nødvendigvis til udelukkende at bevæge sig rundt på ski, for der indgår også både pansrede mandskabsvogne og infanterikampkøretøjer i øvelsen.

- For at spare ressourcer har vi fået lov at låne de svenske CV90 kampkøretøjer, som stort set er identiske med de danske. Det betyder, at vi kan træne vores egne CV90-besætninger uden at skulle transportere køretøjer og den tilhørende logistik hele vejen fra Danmark til Nordsverige, lyder det fra major Jesper Møller-Pedersen, der er chef for det danske hold i Sverige. 

Se billeder og video fra vintertræningen på Hærens side på Facebook.



Nogle af soldaterne skal indsættes med helikopter under den kommende øvelse. Forinden får de undervisning af den svenske helikopterbesætning.





En soldat forbereder sin egen lille lejr for natten.