[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Vicechef for Hærstaben, BG(+) Keld Robert Juul Christensen udtrykte under sit besøg på øvelsen Golden Coyote stor tilfredshed over de danske ingeniørers indsats i lokalområdet samt Hjemmeværnets handlebane for afsiddet patrulje.

BG(+) Keld R. J. Christensen var fra den 9. til den 12 juni i South Dakota, hvor han besøgte de danske ingeniører og enkelte  af de hjemmeværnssoldater, der deltager i øvelsen Golden Coyote.
I løbet af den korte periode nåede BG(+) Christensen at se rigtig meget af det danske islæt i årets øvelse.
Et af de mange steder, hvor de danske tropper fra Ingeniørregimentet var i fuld gang, var ved et hus, der er placeret højt oppe over Rapid City. Opgaven for de danske ingeniører lød her på at få skiftet alt det udvendige træværk samt tagrender. De danske ingeniører arbejder selvstændigt på denne opgave i samarbejde med en enkelt amerikansk ingeniør. På stedet blev brigadegeneralen(+) vist rundt af seniorsergent Jari, der fortalte om byggeprojektet, og herunder forskellen på, hvordan man løser opgaven ovre i Guds eget land.



Brigadegeneralen(+) var også ude i Camp Custer, hvor 15 af de i alt 52 ingeniører er indkvarteret i en lejr, bygget op af de Canadiske ingeniører. Premierløjtnant Beck informerede her om de daglige opgaver i lejren samt om nogle af de i alt 26 projekter, der i fællesskab skal løses under øvelsen af deltagende ingeniører fra Canada, Skotland, Danmark og US National Guard.
Turen fortsatte herefter gennem dele af Black Hills til byen Custer, hvor de danske ingeniører var i gang med at rive dele af en gammel jernbanebro ned. Det var kun de bærende stolper, der ikke skulle fjernes. Skrue for skrue blev plankerne adskilt og løftet væk af en lille kran.



- Det har været spændende at se de meget motiverede danske soldater løse de pålagte opgaver, og dermed få trænet Værnsfælles Kommandos soldater i et internationalt miljø. Her oplever soldaterne andre udfordringer end de daglige opgaver i Danmark. Samtidig er øvelsen med til at give soldaterne en spændende og lærerig oplevelse.

Brigadegeneralen(+) fik ligeledes lejlighed til at besøge den handlebane for afsiddet patrulje, som hjemmeværnspersonel fra Totalforsvarsregion Nord- og Midtjylland er ansvarlige for opbygningen og gennemførslen af.

- Jeg kan godt forstå, at banen er blevet anerkendt for at være en god bane. Den er udfordrende og jeg ville gerne have set en dansk gruppe gå igennem den” udtalte brigadegeneral Kjeld R. Christensen.