[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Rammen for seminaret var Jonstruplejren, hvor det værnsfælles operative seminar blev gennemført for anden gang. Gæstelisten, der var lang og yderst varieret, dækkede officerer fra det meste af Forsvaret, hvilket gav rig mulighed for at diskutere emnerne på tværs af værn og specialer.


Viceforsvarschef generalløjtnant Per Ludvigsen deltog på seminarets sidste dag.


Selvom emnerne ved seminaret skulle indtænkes i en værnsfælles ramme, var det dog væsentligt for viceforsvarschefen, generalløjtnant Per Ludvigsen, at det ikke er udtryk for Danmarks fremtidige militære indsats.

- Det danske forsvar skal kunne operere i et værnsfælles eller et ”joint” miljø. Ikke fordi man forestiller sig, at Søværnet, Flyvevåbnet og Hæren indsættes samlet i en mission i udlandet, men for at enheder fra værnene skal kunne indgå i værnsfælles missioner med samarbejdspartnere fra andre lande.

De varme operative emner under seminaret spændte vidt og omfattede værnsfælles planlægning af operationer, informationsoperationer, Computer Network Operationer, angreb på netværk samt chefens krav til kritiske informationer. Emnerne blev levende beskrevet af nogle af de hotteste navne på det operative felt, som var optakten til seminarets hovedaktivitet. Her blev seminarets gæster opdelt i fem syndikater, hvor alle deltagere diskuterede de aktuelle emner, som enten er forholdsvis nye i det danske forsvar, eller som ikke er endeligt forankret endnu.


Talerrækken bestod af oberst J. Potter fra Transnational Threats Division i US Specialoperationskommando, kaptajn A. Watt, Order of the British Empire, fra Joint Training and Exercise Planning Staff i Royal Navy, kommandørkaptajn C. Fjord-Larsen fra Koncept- og Kapacitetsudviklingssektionen i Værnsfælles Forsvarskommando og ikke mindst oberstløjtnant L.C. Küseler fra Forsvarets Efterretningstjeneste.


Der blev diskuteret livligt i alle syndikaterne, som alle var pålagt at udarbejde både konklusioner og anbefalinger, og de bliver ikke glemt. De bliver nu samlet i en rapport, som fremsendes til forsvarets Niveau II Chefer.  Desuden besluttede Per Ludvigsen, efter evalueringen, at han ønskede rapporten tilsendt, så indholdet af den kan behandles i forsvarets øverste ledelse.

Værnsfælles Seminar gennemføres næste år i perioden 10. – 11. maj 2016 ligeledes i Jonstruplejren. Denne gang vil Søværnets Taktiske Stab være vært.

Læs mere om seminaret på Forsvarets website.