[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Af Helle Kolding
Foto: Alif Kracht

Ikke alene lå flere end 20 fartøjer til kaj rundt omkring i de forskellige havneindløb, men der var også masser af aktiviteter på selve havnekajen lige fra søolympiske lege til redningsopvisning og åbent skib.
I løbet af lørdag eftermiddag talte kommandoskibet THETIS således cirka 800 besøgende, mens flere af de andre fartøjer meddelte om besøgende, dog i knapt så stort antal. Få nåede helt over til Europakaj, hvor de to korvetter NIELS JUEL og PETER TORDENSKIOLD lå til kaj.
Her var et absolut scoop dog en tur med gummibåd, hvor besøgende kunne få en tur rundt i havnebassinet med gaster fra NIELS JUEL. Både voksne og børn nød fart og skumsprøjt på Vesterhavets bølger i det rolige havnebassin. Men var der end kun få besøgende på skibene herovre, tiltrak det tyske forsyningsskib BERLIN sig stor opmærksomhed allerede på lang afstand.
- Hvor er det stort! Var den typiske kommentar. Og med sine 13 dæk er BERLIN en gigant. Selv i en havn som Esbjerg, der ellers er vant til også meget store skibe nu og da.
Når fartøjerne om aftenen fredag, lørdag og søndag blev illumineret, kunne skibene ses fra byen, og flere meldte herfra at det var et flot syn.
Det er heller ikke hverdagskost med stort flådebesøg i Esbjerg. Vi skal faktisk mange år tilbage i tiden, for at finde noget, der ligner. Men Esbjerg syntes at have nyt besøget. Det var i hvert fald konklusionen efter en hurtig rundspørge, både blandt de besøgende på havnen, de lokale taxa-chauffører og handlende samt den spontane reaktion fra folk i gadebilledet.