[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Af korvetten NIELS JUEL.
Læs øvrige rejsebreve fra korvetten

Sådan er det i de fleste øvelser, såvel nationale som NATO-øvelser. Øvelse BLUE GAME er imidlertid mere end blot en øvelse med deltagelse af alle værn. Øvelse BLUE GAME er en øvelse med deltagelse af lande i PARTNERSHIP FOR PEACE (PfP) -samarbejdet. Flere ikke-NATO lande fra Østersøregionen deltager således i øvelsen, heriblandt Sverige. Og i tilgift hertil har NIELS JUEL en observatør ombord fra Ukraine. Observatøren er kaptajnløjtnant Andrii Loshakov (KL) fra den ukrainske flåde.

KL arbejder til dagligt i den ukrainske taktiske stab i Sevastopol ved Sortehavet. Han har derudover arbejde ombord på fregatten HETMAN PETR SAGADACHNY af KRIVAK-klassen, når denne er på sejlads. KL er født og opvokset i Murmansk-området. Han er 30 år gammel og gift. KL hustru er også ansat i den ukrainske flåde, hvor hun indgår i stabsarbejde i land. Flådens ånd ligger i blodet, da faderen har en fortid som flådeofficer i sovjetunionens nordatlantiske flåde, inden han senere valgte at vende hjem til den ukrainske flåde, efter opdelingen af Sovjetunionen.

KL har i en årrække deltaget som observatør i PfP-regi og har i alt været udstationeret på NATO-enheder 7 gange. Normalt er udstationeringen på NATO skibe i middelhavsområdet, og det er således første gang, at KL besøger Skandinavien. Han har udover det faglige indhold i sit ophold set frem til at besøge specielt Norge, idet hans far i forbindelse med tjenesten besøgte Oslo i 1970’erne og efterfølgende fortalte hjemmet om Skandinaviens store gæstfrihed.

KL er uddannet navigationsofficer og har under øvelse BLUE GAME studeret, hvorledes NIELS JUELs organisation er opbygget, specielt med hensyn til sejlads af skibet fra broen. Han har endvidere studeret, hvorledes øvelserne er blevet gennemført, med henblik på i PfP-regi at skabe en udvidet forståelse for hvorfor og hvordan NATO-enheder samarbejder med enheder fra andre lande, også udenfor PfP.

KL har desuden med sin tilstedeværelse i NIELS JUEL skabt forståelse for, hvorledes den ukrainske flåde organisatorisk er opbygget, samt hvorledes den arbejder og udvikler sig.

Tilstedeværelsen af udvekslingsofficerer som KL er med til at bygge bro mellem PfP-landene og dermed hjælpe til at skabe grobund for den mellemfolkelige forståelse, der er en del af udviklingen i dagens Europa. KL har fundet sit ophold ombord i NIELS JUEL interessant og spændende, og vil ved sin hjemkomst kunne berette om et traditionsrigt søværn, der som en del af det danske Forsvar favner fortid, nutid og fremtid i en positiv udvikling.