[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Søværnetes Operative Kommando sendte straks en helikopter til området, samtidig med at et Miljøfartøj og en Orlogskutter blev dirigeret mod positionen.

Et miljøfly, der var på rutinemæssig patrulje kunne konstatere, at der var tale om en 200 meter bred oliestribe, der strakte sig fra lidt nord for Kerteminde Bugt og til Kalundborg fjord.

Fra trafikovervågningen ved Storebæltsbroen blev det det oplyst, at det sandsynligvis drejede sig om et cypriotisk indregistreret skib, der tidligere havde sejlet ad samme rute. Da helikopteren ankom til Kalundborg Fjord kunne den konstatere, at der stadigvæk var spor efter olie rundt om det cypriotiske skib, der på det tidspunkt var opankret i fjorden.

Søværnets Operative Kommandod informerede relevante myndigheder, og en nærmere undersøgelse af hændelsen er påbegyndt. Fra skibets rederi er det bl.a. oplyst, at skibet
sandsynligvis har haft en grund-berøring i Kerteminde Bugt, og der er konstateret hul i 2 af skibets brandolietanke.

Skibet, der er lastet med træ, er nu tilbageholdt i Kalundborg Fjord, så længe undersøgelserne af skadens omfang pågår. Omfanget af olieudslippet, der angiveligt består af dieselolie og derfor ikke er bekæmpbar, er endnu ikke helt klarlagt.

Søværnets Operative Kommando har alligevel beordret endnu et skib fra Flådestation Korsør til området for at danne sig et bedre overblik og om muligt være klar til at bekæmpe olieudslippet.

Kaptajnen for skibet er blevet præsenteret for en administrativ bøde på 160.000 kr. Der er stillet garanti for bøden.