[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Skibet har siden den 28. november været på vej fra El Ferrol i Spanien, hvor man forsøgte at reparere en maskinskade.

De nødvendige reparationer viste sig dog, at være så omfattende at skibet måtte tilbage til Danmark.

På turen blev NIELS JUEL eskorteret af Inspektionsskibet TRITON, der dog lod korvetten klare de sidste sømil fra Skagen til Korsør på egen hånd.

Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Christian Wang, kiggede forbi under indsejlingen for at byde velkommen hjem til mandskabet og skibet, som han selv var chef for fra 1997 til 1998.

Skaderne på NIELS JUELs gear forventes at blive udbedret, når skibet til januar skal på et i forvejen planlagt værftsbesøg.

Indtil da kan de 95 mænd og kvinder fra skibet gøre klar til at nyde en lang og velfortjent juleferie.

---------------------------------------------------------------

Hvis du har kommentarer til artiklen, så send en mail til:
Redaktionen@mil.dk