[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Forsvaret vil rejse erstatningskrav overfor de personer der mandag aften affyrede røde nødraketter ved Haderslev.

Politiet i Haderslev meddelte på baggrund af en borgerhenvendelse, at der var observeret nødraketter i retning af Årøsund. Søværnet iværksatte umiddelbart efter en redningsaktion med en af Flyvevåbnets helikoptere og Hjemmeværnets fartøjer. Efter at have konstateret, at nødraketten var blevet affyret over land blev redningsaktionen afsluttet.

De personer der har affyret nødraketterne har efterfølgende erkendt dette. Efter oplysninger fra Haderslev Politi vil de pågældende blive sigtet efter straffelovens paragraf 135. Forsvaret har således besluttet sig for parallelt at rejse erstatningskrav overfor de pågældende personer.

"Det er afgørende, at vi får meldinger om observationerne hurtigst muligt – derved kommer vi hurtigere til assistance" udtaler chefen for operationssektionen ved SOK, orlogskaptajn Søren Thinggaard. "Men vi kan en dag risikere, at mennesker mister livet fordi vi er i gang med en redningsaktion, der egentlig slet ikke burde være iværksat, fordi nødraketter er affyret i kådhed eller groft uagtsomt. Det ville være forfærdeligt," fortsætter orlogskaptajnen.

Nødraketter skal kun anvendes af personer der er i en nødsituation - og ikke for sjov. Søværnet har i år allerede haft 38 sager, hvor der har været iværksat redningsaktioner på baggrund af, at der er observeret røde nødraketter – der er ikke fundet tegn på søulykke i nogen af sagerne.

Søredningscentralen i SOK reagerer altid på disse henvendelser som på alle andre henvendelser om personer i nød. Derfor skal nødraketter og andre nødsignaler anvendes med omtanke.