[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Under sejladsen er der planlagt en lang række afprøvninger af skibets tekniske installationer og fremdrivning samt søegenskaber. Afprøvningerne foretages indledningsvis under tropiske forhold med høje temperaturer og høj fugtighed, og senere under mere barske vejrforhold under vintersejlads i Nordatlanten.

Formålet med afprøvningerne er dels at teste skibets udstyr generelt inden for garantiperioden, og dels at teste det nyinstallerede militære kommunikationsudstyr, før de videre installationsarbejder på flådestationerne hjemme i Danmark fortsættes til vinter.    

Testsejladsen blev påbegyndt fredag den 30. september, hvor skibet forlod Flådestation Frederikshavn. Herefter forlagde ABSALON sydvest over i Nordsøen og videre gennem den Engelske Kanal over Biscayen til Atlanten.

Fredag 7. oktober passerede ABSALON Kap Verde øerne og Dakar i Senegal for sydgående med kurs mod farvandet ved Ækvator. De meteorologiske forhold for en afprøvning af skibet er optimale med skiftende vind- og vejrforhold og stadigt stigende temperaturer, der foreløbigt har nået 33 grader celsius i luften og 28 grader celsius i havet.

Under afprøvningen af skibet og observationer i tilknytning hertil, forløber dagligdagen om bord for besætningen med uddannelse i alle skibets nye systemer og med militær træning.

I fritiden dyrkes der flittigt solbadning, men idræt og kortspil bliver der også tid til, ligesom skibets præst, naturligvis har arrangeret gudstjeneste om bord om søndagen.

Første planlagte havneanløb under testsejladsen bliver i Hamilton på Bermuda, hvor ABSALON forventer at være fremme fredag den 14. oktober.