Søværnet har været mit liv

Kaptajnløjtnant Lill May Didriksen har gjort honnør for sidste gang. Efter 34 år i Søværnet siger hun farvel og går på pension.
-Jeg har det godt i Søværnet, så jeg vil ikke – men jeg skal, siger Lill May Didriksen.

Lill May begyndte sin karriere i Søværnet tilbage i 1971. Hun kom til Auderød, og var delingsfører for 20 kvindelige konstabelelever. Herfra til Holmens Meldecentral og videre til officersskolen, hvor hun begyndte som elev i 1976. Men da Lill May ville være navigatør, blev hun bremset af det kvindesyn, der dengang herskede i de uniformerede kredse på officersskolen.
- Jeg fik et stort nej. Samtidig var beskeden: i Søværnet kan kvinder skam kun have administrativt arbejde.

Trods modstanden lykkedes det dog alligevel den stædige unge officersaspirant, at få sig manøvreret sig ind på navigationslinien. Men Lill May kunne i første omgang ikke komme ud at sejle, for ifølge forordning fra Christian den 4. hed det sig: Kvinder og svin må ikke forefindes ombord i Hans Majestæt Kongens skibe. Reglen blev omgået, men det skete ikke uden sværdslag.
- Jeg er vel den eneste søofficer, der er blevet udchecket to gange, siger Lill May Didriksen.Hun blev først udchecket ombord i Danbjørn og senere i en minelægger.

Efter en afstikker til Bornholms Hjemmeværn og senere ved distriktet, endte Lill May hos Bornholms Marinedistrikt.

De sidste 5 år er gået i projekt Bornholm, et samarbejde omkring grænseoverskridende kriminalitet i Østersøen, hvor Lill May har siddet på Søværnets post. Men nu er det slut for den kvindelige pioner i Søværnet, der gennem sin karriere har været vidne til, at Søværnet har udviklet sig fra at have en tilbageholdene indstilling til kvinder og frem til i dag, hvor holdningen er en helt anden.
- Søværnet har unægtelig ændret sig siden dengang, hvor jeg måtte kæmpe mig igennem officersskolen, bare fordi jeg var kvinde.

Otiumet skal fordrives med slægtsforskning, møbelpolstring og et studie i faldne bornholmske søfolk under verdenskrigene.