[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Ni af skibene er under flotilleadmiral Lars Rosendahl Christophersens kommando. Fra THETIS skal han i de næste tre uger føre sine danske, tyske, hollandske og finske søfolk mod samme mål – at håndhæve en våbenembargo og stoppe international terrorisme i Nordsøen.

Nu er der egentligt ikke så mange rigtige terrorister eller våbensmuglere i farvandet. Men formålet er klart nok alligevel. I de næste tre uger bliver de ni skibe i Task Group 445.07, sammen med alle de andre skibe og alle de andre nationaliteter, testet i fredsbevarende operationer i et internationalt miljø. En krævende opgave på tværs af sprog, nationalitet og kultur. Og for mange af dem er det første gang de skal arbejde sammen.

”Det er jo det man skal være forberedt på. Når man skal ud i internationale opgaver kommer der også nye enheder til og gamle enheder forsvinder igen. Men det er jo det der er udfordringen”, siger Lars Rosendahl Christophersen.
”Og det er jo altså NATO-doktriner vi arbejder efter, så derfor er det faktisk ikke så vanskeligt”, forklarer han.

Lars Rosendahl Christophersen er da også vant til den omskiftende organisation. Kun hans stab på 11 mennesker er faste gengangere. Til daglig udgør de den lille kerne af Søværnets Taktiske Stab. Og hvad enten de sidder hjemme på Flådestation Korsør eller ombord på kommandoskibet THETIS har de prøvet det før – og de ved at når LOYAL MARINER 2005 er overstået venter en ny øvelse, med en ny gruppesammensætning, og med en ny opgave.

Klik her for at læse mere på øvelsens eget website