[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Den lette opklaringseskadron fra Bornholm fik fragtet udstyr og køretøjer ombord på TOR ANGLIA til NATO Response Force-øvelsen Noble Javelin.

Sammen med søsterskibet TOR FUTURA udgør de to DFDS-skibe Et konkret billede af Danmarks bidrag til NATOs strategiske løftekapacitet.  

Fakta om skibene:
TOR ANGLIA:
Fart 15 knob
Længde 172 meter
Bredde 21,7 meter
Dybgang 6,9 meter
Liniemeter 2.400

TOR FUTURA:
Fart 18,5 knob
Længde 183 meter
Bredde 25,2 meter
Dybgang 7,8 meter
Liniemeter 2.308
Skibene blev fuldtidschartret af Forsvaret efter NATO-topmødet i Prag 2002. Her forpligtede landene sig til ikke alene at stille reaktionsstyrker, men også strategisk maritim løftekapacitet. 

Det første skib, TOR ANGLIA, blev chartret tilbage i maj 2003, mens det andet, TOR FUTURA, blev chartret i august sidste år.

Charteraftalen med de to skibe løber frem til 2007, og betyder, at Danmark stiller ca. 5000 lanemetre til rådighed for alliancen. På dansk betyder det, at skibene kan løfte en næsten fem kilometer lang række af køretøjer eller 1.500 containere.

Skibenes bevægelser styres og kontrolleres af Søværnets Operative Kommando og koordineres med blandt andet Koordinationscenteret for Strategisk Maritim løftekapacitet (Sealift Coordination Center) i Eindhoven, Holland.

Læs mere om ARK-projektet, der er et dansk initiativ som er etableret for at tilgodese Danmarks forpligtelse i forhold til NATOs topmøde i Prag november 2002