[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Den 9. juni om morgenen gik VÆDDERNs kontrolhold ombord på det tyske fiskefartøj ATLANTIC PEACE, som driver fiskeri efter hellefisk på Grønlands Østkyst.

Under gennemgang af skibets fryselast blev det, i lighed med kontrollen ombord på det tyske fartøj BALDVIN den 4. juni, ved stikprøvekontrol konstateret, at skipperen pakkede en større mængde hellefisk i lasten, end han indførte i skibets fiskerilogbog og rapporterede til Grønlands Fiskerilicenskontrol og Grønlands Kommando (GLK).

Dette afstedkom en yderligere kontrolvejning af i alt 205 kasser og sække i fryselasten, hvilket fastlagde gennemsnitsvægten på skibets fiskeprodukter. Med denne gennemsnitsvægt blev det beregnet, at skibet havde fanget 17,58 tons hellefisk mere end der var indført i logbogen. Markedsværdien af de 17,58 tons hellefisk blev beregnet til 295.232,64 kr.

På baggrund af inspektionsholdets optælling af fryselasten, samt afhøringen af ATLANTIC PEACEs kaptajn blev det, efter samråd med GLK og Politimesterembedet i Grønland, besluttet at sigte kaptajnen.
Kaptajnen fik forelagt et anklageskrift med et bødeforlæg på 145.000,00 kr. samt en konfiskation på 295.232,64 kr. svarende til værdien af de 17,58 tons hellefisk, som han havde undladt at registrere.

Kaptajnen accepterede den udenretlige afgørelse, erkendte sig skyldig og indvilgede i at betale i alt 440.232,64 kr. til statskassen.