[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

NUUK politi kontaktede den 12. juni Grønlands Kommando (GLK) med en anmodning om assistance i forbindelse med en søredning i Nordlandet. Et skib havde observeret tre personer på et skær, men kunne ikke selv gå til assistance. Politiets egne kuttere, der ellers normalt forestår indenskærs eftersøgninger, var ikke i området, og GLK blev derfor anmodet om at stille en enhed til rådighed.

Inspektionskutteren AGDLEK, som befandt sig i området, blev sat på sagen.

Det pågældende farvandsafsnit er ikke opmålt, og under normale omstændigheder sejler Søværnets enheder ikke i uopmålt farvand. Dispensation til dette blev dog straks givet af GLK, og AGDLEK kunne begynde eftersøgningen. AGDLEK's gummibåd blev sat for at omsejle skær og småøer så effektivt som muligt, og gummibådsbesætningen fik hurtigt kontakt med de nødstedte.

De tre personer var i god behold, men kolde og trætte efter det lange ophold på skæret. Efter deres eget udsagn havde de opholdt sig på skæret siden midnat mellem søndag og mandag. Årsagen til at de gik i land var et motorstop.

Ombord på AGDLEK fik de varm mad og drikke og med deres jolle på slæb, blev de sejlet til Nuuk.